Har markedet altid ret?

På Wall Street, alle aktiemarkeders moder, udtrykker man vo­latiliteten i markedet ved et såkaldt VIX indeks – frygtens in­deks. Forleden week­end steg indekset med 118 pct. Det skul­le jo nok skræmme investorerne til at handle nogle ak­tier. Er det et varsel om et andet pengepolitisk vejrlig?

I perioden 1993-2005 havde jeg jævnligt lejlighed til at besøge Island. Hver gang en fascinerende oplevelse. Den islandske økonomi, der længe havde haft sit eget liv, undergik i 2002 et paradigmeskifte med salget af de statsejede banker.

I Reykjavík boede jeg sædvanligvis på det samme hotel. Når jeg om morgenen tændte for radioen, kunne jeg først i 90’erne være sikker på at høre morgenandagt. Da jeg i 2004 for sidste gang – for en tid – besøgte Island, var det børskurserne, der indvarslede den nye dag. I radioen og på fjernsynet. ”Markedet” var den nye gud.

Trivielle regnskabsbegreber som overskud og egenkapital kunne man læse om i glemmebogen. Market cap (markedsværdi) var the name of the game blandt eliten i Reykjavík. En bekvem størrelse, som ”Markedet” selv kontrollerede – så længe bankerne kunne skaffe den tilstrækkelige likviditet. Det finansielle system havde vendt ryggen til realøkonomien; økonomien var blevet finansialiseret. Efter mindre end 10 år sluttede festen. Island blev i 2008 ramt af et gigantisk finansielt krak.

Krakket havde næppe noget at gøre med, at børskurserne havde fortrængt morgenandagten. Snarere var det en uafvendelig konsekvens af en udvikling, der var kommet ud af kontrol. Stigende aktiekurser var en betingelse for, at depoterne fortsat kunne yde den tilstrækkelige sikkerhed for bankernes udlån, der voksende med en stigende rente. Bankerne segnede under byrden.

Det er en yndet opfattelse, at historien gentager sig. Givetvis har vi ikke set den sidste finansielle krise. Men den næste krise, hvornår den end kommer, vil næppe ligne den seneste. Af samme grund kommer finansielle kriser altid bag på ”Markedet”.

Situationen lige nu er præget af, at vi ikke har nogen rente. Renten er nul. Og hvad er kursen på en aktie, eller prisen på fast ejendom, når renten er nul? Hvad som helst. Kan man optage lån uden afdrag, kan udsagnet tages for pålydende. Tilbage er blot det irriterende bidrag. Renten fungerer ikke længere som værdimåler. Uden rente, eller med en meget lav rente, bliver diskonteringsfaktoren meningsløs. Under QE-programmet (Kvantitativ Lempelse) har Den Europæiske Centralbank i svær grad forøget pengemængden. Super Mario har sendt renten i gulvet og aktiekurserne i top.

For hvor søger pengene hen, når den effektive obligationsrente er nul? De søger over i aktiemarkedet og ind på markedet for fast ejendom. Et sted skal pengene jo være, hvis man da ikke vil opbevare dem i madrassen; med en rente på nul kan man jo se bort fra liggeomkostningerne.

Det er nok tænkeligt, at den forøgede efterspørgsel efter aktier og fast ejendom fører til, at der bliver udstedt lidt flere aktier og bygget lidt flere ejendomme. Men den massive forøgelse af pengemængden fører med sikkerhed til stigende aktiekurser og stigende priser på fast ejendom. Udbuddet er, på kort sigt, konstant; derfor stiger priserne. Der skal jo være plads til de mange penge, som centralbankerne pumper ud under QE-programmet.

QE-programmet er et storstilet pengepolitisk eksperiment, som vi er uden erfaringer med. Ingen ved, hvordan en nul-rente på kort og på lang sigt påvirker prisdannelsen og borgernes adfærd i øvrigt. Ingen ved, hvordan ”Markedet” – dette mangehovede uhyre – vil reagere, når programmet fases ud. Måske vi inden længe bliver en erfaring rigere.

5 responses to “Har markedet altid ret?

  1. Super relevant indspark fra Astrup. Og ja, måske braser hele systemet sammen, når centralbankerne skal til at normalisere renten og hente penge tilbage for QE-programmerne. Og nej jeg tror heller ikke, at selv de dygtigste økonomer og centralbankchefer kan “styre” samfundsøkonomien igennem uden større eller mindre krak og kaos.
    Det helt store filosofiske spørgsmål er imidlertid, hvad har vi at sætte i stedet? Overordnet synes jeg, at markedsøkonomien, med dens fejl og mangler, har sejret de seneste 100 år. Ikke kapitalismen, fordi den har vel fejlet i lige så stor grad som den klassiske sovjet-socialisme, jfr. Astrups oplevelser med morgenradioen i Island

  2. Hvad er en normal rente ? Er det en naturlov at man skal have belønning for at udskyde sit forbrug ? hvorfor ikke en betaling for at få gemt sine penge væk uden kredit eller inflationsrisiko. Man betaler for andre former for opmagasinering.

  3. Deres beskrivelse er ‘spot on’, og timingen kan ikke blive bedre, mens vi venter på det sidste ben op på aktie markedet – og inden længe kan konstatere at vi har oplevet ‘the last hurrah’!

    QE programmer og markedsrenter sat ud af funktion, har forøget pengemængden! Men hvad består pengemængden hovedsagligt af – rigtigt gættet – massive mængder af gæld.

    Rekord optimisme på aktiemarkedet – er flokmentaliteten igen på den forkerte side.
    Centralbank eller ej – det lange obligationsmarkedet har allerede brudt den nederste trendlinje fra 1981 – er det den næste krise…

  4. Er pengemængden nu også steget så meget som godtfolk påstår ? Prøv at google “pengemængden M3 euro”, der er en fuldstændig jævn stigning i pengemængden siden 1981.
    Det er ærgerligt at økonomiske kommentatorer bare plaprer efter som papegøjer, hvad de hører andre i ekkokammeret sige.

  5. Jørgen Astrup – jeg vil frygtlig gerne have dine kommentarer vedr. den voldsomme kursmanipulation vi daglig er vidne til og som kun lader sig gøre ved hjælp af de algoritmestyrede robothandler hvor finansindustrien hedgefonde og banker kører, ofte shortede aktier i karrusel-lignende handler mellem deres depoter i diverse banker og ofte benytter sig af naked shorts eller – reelt handler med ikke-eksisterende aktier, der så blot ophæves/indfries lige før børslukning. Det er uhyggeligt at se hvordan selskaber, ofte hedgefonds via deres banker kører kurserne op og ned efter behag og hvor den alm. investor ikke har en jordisk chance i spillet og aldrig vil kunne vurdere langsigtede investeringers holdbarhed og værdi. Det ser ud til at børserne i dag kontrolleres af skruppelløse storspekulanter, der over kortere eller længere sigt totalt vil ødelægge de ordentlige investorers tillid til Nasdaq-børserne overalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *