Andelskassernes svanesang

Med den planlagte kapitaludvidelse i DAB står andelskasserne til at miste kontrollen med det, der tid­­ligere var deres fælles bank. De kooperative banker kom al­drig til at spille nogen større rolle i Danmark. Hvad er grunden hertil? Manglende lov­­giv­ning eller blot almindelig uformåenhed?

I gamle dage – det er 25 år siden – spillede det kooperative ejerskab en betydelig rolle i den finansielle sektor. Realkreditten var domineret af kredit- og hypotekforeninger, der var ejet af medlemmerne (låntagerne). Nykredit og Realkredit Danmark var foreninger, ikke aktieselskaber.

På samme måde var de gensidige forsikringsforeninger ejet af forsikringstagerne. Tryg, Topdanmark og Alm. Brand var alle gensidige foreninger. Det er de ikke mere. De er alle omdannet til aktieselskaber. Til større glæde for de nye aktionærer – og ledelsen – end forsikringstagerne.

Med sparekasserne var det en lidt anden sag. De var indtil 1988 selvejende. Siden har adskillige sparekasser opgivet selvejet og placeret driften i et aktieselskab ejet af sparekassefonden. Mange af de omdannede sparekasser gik det ilde. Siden 1989 har 18 store og mellemstore sparekasser ladet sig omdanne til aktieselskaber. Seks af dem har siden måttet lade sig overtage af konkurrenter, medens syv er gået konkurs.

Andelskasserne er nu er også på vej over i historiebøgerne. Indtil 2011 var Danske Andelskassers Bank A/S (DAB) ejet af 16 andelskasser. DAB, der et stiftet i 1970, var andelskassernes svar på Fællesbanken for Danmarks Sparekasser. I maj 2011 besluttede andelskasserne imidlertid at indskyde deres virksomheder i DAB. Andelskasserne blev omdannet til fonde, der blev vederlagt med aktiekapitalen i banken, som seks uger senere blev noteret på fondsbørsen. Det gik alt sammen meget hurtigt. Nåede andelskasserne mon at få sjælen med?

Den første andelskasse bag DAB, Andelskassen for Outrup Sogn med nærmeste omegn, blev stiftet for 100 år siden. Men der er langt fra Outrup til fondsbørsen. Måske for langt. DAB’s bestyrelsesformand udtrykte i 2011 det fromme håb, at andelskassernes møde med fondsbørsen ville føre til en skærpet opmærksomhed og en større lønsomhed.   

– Jeg tror, vi rykker op i anden klasse, som formanden udtrykte det. Tja, det forudsætter jo ikke nødvendigvis en oprykning at komme i anden klasse; man kan også rykke ned i anden klasse. Medens andelskasserne de seneste tre år før børsnoteringen havde et underskud på 819 millioner kroner, kunne de som aktionærer dog trøste sig med, at den børsnoterede bank over de følgende tre år havde held til at reducere underskuddet til 804 millioner kroner. Men større lønsomhed?  

Nu er kassen tom i DAB, der forbereder en ”mulig garanteret fortegningsretsemission”. DAB har sænket alle paraderne: For at bane vejen for de nye aktionærer foreslås aktierne nedskrevet til 20 pct. af den hidtidige værdi, og stemmeretsbegrænsningen forslås ophævet. Der skal fremover stemmes efter høveder, ikke efter hoveder. De gamle andelskasser, som siden 2011 magtesløse har set til, medens værdien af DAB er faldet fra 1,4 milliarder kroner til en fjerdedel, kan meget vel risikere at få deres ejerandel i DAB halveret under den forestående kapitaludvidelse. Fondene er ikke i stand til at forsvare deres ejerskab. 

I Hammershøj er bordet dækket op. For corporate raiders og risikovillige investorer med næse for en god forretning. Mon ikke Henrik Lind, Danmarks svar på Carl Icahn, vil være at finde ved bordet? Lind spøger for tiden i Østjydsk Bank, der er i samme knibe som DAB; han har under lignende omstændigheder tidligere købt sig ind i Skjern Bank. Også i Djurslands Bank og BankNordik udøver Henrik Lind aktivt ejerskab. Sandelig, tilværelsen som aktionær i provinsbankerne er ikke for nervøse gemytter.  

Med den forestående kapitaludvidelse i DAB vil andelskassernes tid for alle praktiske formål være forbi. Det er ikke åbenbart, hvorfor bestyrelsen nu forsøger at etablere et nyt ejerskab til DAB. Banken vil under alle omstændigheder blive berøvet sit særpræg. DAB vil blot være én blandt mange banker. Alternativet – at sælge banken – forekommer nærliggende. Det ville, forhåbentlig da, skaffe penge til fondene, som ville få mulighed for at støtte lokale formål. F.eks. et nyt forsamlingshus i Outrup. Eller en fodboldbane.    

Det er trist og uforståeligt, at den kooperative bevægelse ganske har ladet sig spille af banen, når det kommer til den finansielle sektor. I Danmark – andelsbevægelsens arnested. Skyldes det mon en mangelfuld lovgivning? At andelsselskabernes forhold ikke er reguleret ved lov og – indtil 1986 – heller ikke andelskassernes er jo plat ubegribeligt. Og helt uansvarligt. Det havde været nyttigt, om der i den finansielle sektor havde været flere virksomheder baseret på at fremme customer value snarere end shareholder value, der blev det nye buzzword under den uhæmmede liberalisering, der fulgte i kølvandet på Berlinmurens fald.  

I andre lande spiller kooperative banker en betydelig rolle. I Tyskland, Østrig, Holland, Frankrig, Italien og Finland tegner de kooperative banker sig for ca. 20 pct. af de samlede indlån. Desuagtet stod de kooperative banker i de pågældende lande for blot 7 pct. af de samlede tab og nedskrivninger under finanskrisen.  

Sammen kan vi mere, som de siger i Hammershøj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *