Politik er helt vildt

Danmark har fået en handels- og investeringsminister. En handelsminister har vi tidligere haft. Men en investeringsminister? I daglig tale omtales den nye minister som eksportminister. Vi har også fået en erhvervs- og vækstminister. En vækstminister! Hvad er det mon, ministeren skal ”vækste”? For det er vel ikke blot den offentlige sektor?

I et halvt års tid har vi haft eksportambassadører – 5 tidligere, veltjente ministre fik hver deres velfortjente ben. Nu har vi også fået en eksportminister. ”Hvor er det vildt,” udtaler ministeren, ”jeg er blevet handels- og investeringsminister. Nu skal vi skabe fremtidens arbejdspladser i Danmark.” Vildt? Tja. 

Bare politikerne nu ikke overvurderer, hvad de overhovedet er i stand til at påvirke. Om politikerne blot ville koncentrere sig om at få styr på en vildt voksende offentlig sektor, som truer med at kvæle alt omkring sig. Med en økonomisk mindre byrdefuld offentlig sektor vil det være muligt at sænke skatten på arbejde. Vi vil få lavere produktionsomkostninger; det vil igen være muligt at fastholde, og skabe, arbejdspladser i Danmark.

Danmark befinder sig i en kritisk situation. Vi har mistet konkurrencekraft, og vi kan ikke rulle globaliseringen tilbage. Vi konkurrerer head-on med lavtlønslande. Det er naivt at tro, at vi kan uddanne os ud af problemet. Kineserne kan jo også læse og skrive. År for år hæver vi målet for, hvor stor en andel af en ungdomsårgang, der skal gennemføre en højere uddannelse. Efterhånden melder spørgsmålet sig: Højere end hvad?

Politikerne bør holde op med at dele økonomiske hjælpepakker ud til afhjælpning af snart det ene snart det andet behov. De bør i stedet for koncentrere sig om at afhjælpe behovet for hjælpepakker. Det gør de ved at begrænse den offentlige sektor; det gør de ved at standse den offentlige gældsætning.

Om vi tøver for længe med at gribe ind, risikerer vi irske eller sydeuropæiske tilstande. Gældsætningen vil udvikle sig til en trussel mod demokratiet, hvis den kommer ud af kontrol. Politikere, hvis tanker til stadighed kredser om det næste valg, har det ikke i sig at skabe overskud på de offentlige budgetter; de er optaget af at købe vore stemmer – for vore egne penge. I Italien flirter man åbenlyst med tanken om en regering af teknokrater. Hvad bliver det næste? En stærk mand?

Et godt eksempel på inderligt overflødige hjælpepakker er boligpakken, som skulle hjælpe de stakkels ejendomsmæglere. Begge fløje i Folketinget lanceredes op til valget en boligpakke for at tækkes vælgerne. Nu er valget overstået. Dermed er behovet for en boligpakke faldet bort. Begge parter ved det godt. Alligevel skal vi høre Venstre og Socialdemokraterne bebrejde hinanden for løftebrud. Forløbet har ikke været fremmende for respekten for vore politikere.

Der er brug for at nytænke, eller genopfinde, velfærdssamfundet. Det synes efterhånden at være almindeligt accepteret, at velfærd, som per definition er noget godt, nødvendigvis må komme ud af de offentlige kasser. Ingen kerer sig om, at den gennemsnitlige borger betaler 60 kroner til det offentlige for at modtage velfærdsydelser til en værdi af 40 kroner fra det offentlige. Forskellen bliver væk undervejs.

Tænk, om vi kunne komme dertil, at borgeren alene skulle betale 40 kroner til en mindre offentlig sektor, der giver 30 kroner tilbage i velfærd. Det ville sætte borgeren i stand til for egne midler at tilkøbe sig velfærd til en værdi af 20 kroner. Borgeren vil opleve, at han har forøget sin velfærd med 25 pct. – eller mere, fordi der er opstået et element af frit valg – medens borgeren i politikernes optik har fået reduceret sin velfærd med 25 pct.

I mellemtiden bør man på Christiansborg udstille en større forståelse for, hvad der økonomisk er op og ned. Så længe staten har et budgetunderskud på 100 milliarder kroner, er det ikke ansvarligt at ivre for skattelettelser. Vejen til skattelettelser går over mindre offentlige udgifter. Først (meget) mindre udgifter, så mindre skatter.

Og hvis vi så kunne blive fri for at høre om finansierede og ufinansierede skattelettelser. Det er jo egnet til at forvirre godtfolk, når politikerne således bakker snagvendt. Det begynder med udgifterne. Det er udgifterne, der er finansierede – eller ufinansierede. Skatten er den afledede størrelse, der opkræves til finansiering af de udgifter, som Folketinget har besluttet. Skat er en indtægt for staten. Al tale om finansierede, eller ufinansierede, indtægter hører hjemme på en dåreanstalt.

4 responses to “Politik er helt vildt

  1. Lige et par problemer:

    1) Det at boligpakken ikke bliver til noget – det giver det lidt prekære problem, at der ikke er registreret én eneste handel – officielt – siden den 21 august, hvis jeg ikke tager fejl. Prøv selv at gå ind på OIS.

    2) Mistet konkurrenceevne – tjo, det tør svagt antydes: Onkel Nils har de største problemer med at stoppe alle pengene ned i valutakassen. En reserve, der nu nærmer sig de 500 mia.

    3) Det er ikke den offentlige gældsætning, der er et problem: Det er – fortrinsvis – boligejerne, der er insolvente og illikvide. Flexobligationerne kan reelt kun sælges til egenbeholdninger og egne banker – de kan nu heller ikke låne flere penge til det nummer. Bankernes dag til dag rente er OVER flexrenten – har været det i det mindste.

    Det helt store spøgelse – med faldende offentlige udgifter – er imidlertid den deflation, der ånder os tungt i nakken.

  2. De mennesker der taler om “finansierede” skattelettelser er primært de samme personer, der lever af de penge staten kræver ind i skat. Det er de skattebetalte. De får altid deres faste månedsløn, de skaber ikke vækst nogen steder, kun i folks lommer, hvor hullene bliver større og større. Jeg er helt enig i det Hr, Hansen siger om denne type “newspeak”.

  3. Enig i dine betragtninger. De mange nye opgaver og funktioner for dyrt betalte ministre og “ambassadører” ligner panik før lukketid. Risikoen er, at man falder over sine egne ben i sin iver efter at vise private virksomheder hvor og hvordan de skal skabe forretning.

    Det er klart for mig, at vi ikke henter vækst nok på de ekspansiver markeder, men jeg tror ikke på, at nok så mange embedsmænd kan hjælpe til. Derimod kunne man forestille sig konsortier eller business clubs, der fx. kunne støtte sig til hinanden på det lovende, brasilianske vindenergimarked, som de fleste danske firmaer er for små til hver især.

    Den slags burde Eksportfremmerådet snildt kunne klare, dertil behøves ikke flere nye ministre. Privat foretagsomhed er nu engang den mest effektive vej til ny forretning.

  4. Tak til Jørn Hansen for en blog som burde være på forsiden af landets aviser og husstands omdelt i hele Danmark.
    Hvornår lærer samtlige politikere at sætte tæring efter næring? Med en rød regering, som danskerne selv har valgt, er der dømt græske tilstande i Danmark inden 2 år og så kommer det til at gøre ondt. Fortæl befolkningen sandheden nu og gå så igang med at bringe balance i statsbudgettet før det er for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *