Bankkrisen er gået ind i sit femte år. Uden at enden – på krisen altså – er i syne. Forleden gav jeg mig i kast med en halv snes ulæste aviser. Det var ikke munter læsning. En lille buket af overskrifter kan tjene til illustration: ”Fortsat massive tab i bankerne”, ”Kapitalmangel truer flere banker” og ”Der er fortsat flere problembanker, der skal ordnes” (Bernstein). Nationalbankdirektøren taler om banker, der skal ordnes, som vuggestuelederen taler om blebørn, der skal skiftes. 

Sammenbruddene på Amager og på Mors gav anledning til en slem forskrækkelse. Myndighederne synes villige til at gå meget vidt for at hindre, at noget lignende skal gentage sig. Så vidt, at man gerne bøjer reglerne lidt for at komme nødstedte banker til hjælp. 

Finansiel Stabilitet har nyligt overtaget problematiske ejendomslån til en værdi af 16 mia. kr. fra FIH Erhvervsbank, der ikke er nødlidende. En skeptisk offentlighed lod sig berolige af, at aktionærerne over for Finansiel Stabilitet stiller en tabskaution. Men aktionærerne er ikke, som mange troede, ATP, PFA m.fl. men FIH Holding, hvis eneste aktiv er aktiekapitalen i FIH Erhvervsbank. 

Finansieringen af låneporteføljen overtages af Finansiel Stabilitet, mod at FIH anvender likviditeten til indfrielse af statsgaranterede lån for et tilsvarende beløb. Banken indfrier således statsgarantier med en portefølje af dubiøse lån, mod at holdingselskabet hæfter. Med bankens egenkapital! Det vil være muligt for andre banker, der, som det hedder, er i samme situation som FIH, at indgå tilsvarende aftaler. Men hvad er nu meningen? Skal aktionærerne i Ebberød Bank da placere ejerskabet til banken i et holdingselskab, for at banken kan få de samme muligheder som FIH? 

Modellen skal gøre det muligt for FIH igen at deltage aktivt i finansieringen af små og mellemstore virksomheder. Håbet beskæmmer ingen. Men mon dog ikke FIH under det nye ejerskab har spillet sig af banen med en ualmindeligt hårdhændet behandling af sine kunder. Med Hans Skov Christensen og Lars Johansen på broen havde FIH i øvrigt længe før finanskrisen brudt med sin historiske rolle som langiver til industrien og håndværket. Det var ikke Kaupthing Bank, men ledelsen, der bragte FIH på afveje. 

Med et aktstykke banede erhvervs- og vækstministeren den 22. marts vejen for, at Finansiel Stabilitet med en statsgaranti kan medvirke til at gøre en fusion af Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank mulig. Begge banker, der har staten som hovedaktionær, anses i sammenhængen for nødlidende. Efter bankpakke IV havde det hidtil været en forudsætning, at den ene bank i en fusion kunne anses for levedygtig. Med aktstykket er det nu tilstrækkeligt, at den fortsættende bank kan antages at være levedygtig. 

Myndighederne har åbenbart ønsket at forlænge statsgarantierne i Århus og i Lemvig. Men hvorfor det skal legitimeres med en fusion af to umage banker, der dårligt nok kan nå hinanden hen over den jyske højderyg, er dog svært at forstå. Nu kan der ikke være flere kneb tilbage. Sjældent har vi dog set, at to nødlidende banker ved en fusion er blevet til en levedygtig bank. Sporene efter sammenlægningen i 2010 af Skælskør Bank, der havde staten som hovedaktionær, og Max Bank skræmmer.

Finanssektorens Pensionskasse (FSP) er i færd med at opgive ævred. FSP vil lade sig overtage af AP Pension, der insisterer på at kalde forholdet en ligeværdig fusion. Det skal nok tages med et gran salt. AP Pension har forsikringsmæssige forpligtelser på 38,7 mia. kr. (2010) og bonusreserver på 3,1 mia. kr., medens FSP har forsikringsmæssige forpligtelser på 20,3 mia. kr. og bonusreserver på blot 0,1 mia. kr.  

FSP bliver næppe den sidste pensionskasse, der vælger at lade sig pensionere. Med en markedsrente på et par procent og pensionsforpligtelser, der længe blev beregnet på grundlag af en rente på 4½ pct., undrer man sig over, hvordan Finanstilsynet dog er i stand til at regulere trafiklysene på en sådan måde, at pensionskasserne og livsforsikringsselskaberne fortsat kan køre frem for grønt. 

Et samlet underskud på 1,8 mia. kr. reducerede over 5-års perioden 2006-10 FSP’s egenkapital til 1,1 mia. kr. For den typiske kunde i FSP, 45-årige Peter Spar, der hvert år indbetaler 72 tus. kr. og har en pensionsformue på 1 mio. kr., ventes fusionen at ville reducere de årlige omkostninger fra 20 tus. kr. til 6 tus. kr. Det koster FSP 2 pct. at administrere Peter Spars formue. Og renten er 2 pct. Det hænger jo ikke sammen. Man undrer sig over, hvor mange pensionskasser der mon befinder sig i FSP’s situation. 

Inden der blev lyst til ægteskab mellem FSP og AP Pension, kunne vi læse om FSP’s pikante affære med Amalie og den amerikanske investeringsbank JP Morgan. Amalie, ifølge FSP ”en børsnoteret struktur”, er af JP Morgan og pensionskassen installeret i Dublin. I 2007 ydede Amalie lån til et samlet beløb af 255 mio. EUR til 17 danske pengeinstitutter – flere af dem værdigt trængende medlemsvirksomheder i FSP. Lånene, der har en løbetid på 8 år, er placeret som ansvarlig lånekapital. 

Lånene blev finansieret ved salg af strukturerede obligationer (CDO’er). Obligationerne er inddelt i fire trancher: A, B, C og D. Trancherne er rangordnet; først serviceres tranche A, dernæst tranche B, så tranche C og til sidst tranche D. Långiverne i tranche D hæfter således med værdien af deres obligationer for ethvert tab, som måtte blive påført långiverne i de tre andre trancher. Til gengæld stilles långiverne i tranche D en forholdsvis beskeden merrente i udsigt. 

Med henblik på at opnå en større risikospredning på sin portefølje af high-yeld obligationer erhvervede FSP hele tranche D på 94,3 mio. EUR. Det er mere end et års præmieindtægter i FSP, der havde købt den destillerede risiko. Indtil nu er lånene til Fionia Bank og Eik Banki, i alt 50 mio. EUR, gået tabt. Det er mindre end 20 pct. af de samlede lån. Men tabet opfanges i sin helhed af tranche D. FSP har således mistet 53 pct. af sin investering. Långiverne i tranche C er begyndt at sidde uroligt. 

Affæren med Amalie kaster nyt lys over de sager, der er anlagt mod en række banker for at have solgt deres kunder junior tranchen af de forkætrede ScandiNotes, der er af samme beskaffenhed som tranche D i Amalie 1 Ltd. FSP’s bestyrelse består af bankansatte og direktører i medlemsvirksomhederne. Men hvordan skulle bankerne dog have anet uråd, då de rådede fru Mortensen til at købe ScandiNotes? De tog jo selv medicinen.

Finanskrisen og statsgældskrisen har ført til en tillidskrise. Vi har mistet tilliden til bankerne, til ratingbureauerne, til revisorerne – og til politikerne. At bankerne, der var de første til at blive ramt af tsunamien i 2008, var en del af problemet var klart nok. Også for bankerne, der har behov for at genopbygge ikke bare kapitalen, men også omdømmet – og selvtilliden. Desværre kan man frygte, at bankernes balancer fortsat indeholder lommer af varm luft. Vi må væbne os med tålmodighed.

Kreditvurderingsbureauerne, der fejlede så fatalt i 00erne, kan fortsat fremkalde skælven i europæiske hovedstæder blot ved at annoncere, at en nedjustering af Frankrigs, Østrigs og Italiens kreditværdighed er under overvejelse. Det forekommer, at vi tillægger bureauerne guddommelig indsigt. Det er der ingen grund til. Kreditvurderingsbureauerne, der med karakteren AAA blåstemplede CDOer, der bestod af pantebrevstrancher med karakteren BBB, havde, som de efterfølgende udtrykte det, blot givet udtryk for en mening.

Revisionsbranchen ruster sig til et opgør med EU-Kommissionen, som vil have, at revisionsselskaberne skal bestemme sig for, om de vil rådgive eller revidere deres klienter. Man er bange for, at de store rådgivningshonorarer skal sløre revisors kritiske blik. Enron er skrækeksemplet på, hvad der kan komme ud af at invitere revisor ned i maskinrummet. DSB og Amagerbanken er andre eksempler på, at det ikke er problemfrit at forene rådgiverrollen med revisorrollen. Det skal være slut med de langvarige forhold revisor og klient imellem. Efter seks år skal revisor skiftes ud, hvis det står til EU-Kommissionen. Og det er ikke nok, at revisor blot lader klienterne rotere blandt selskabets partnere.

Revisorernes argumenter mod indgrebene er mageløse. Der er ikke noget galt med revisionen. Det er offentlighedens perception af revisionen, der er fejlagtig. Vi har forkerte forventninger til revisor; vi har ikke forstået, hvad revision går ud på. Men hov, den går ikke.

Revisor betjener offentligheden. Afgørende er offentlighedens oplevelse af revisionen – ikke hvad revisor synes, offentligheden burde opleve.

Politikerne har helt mistet tilliden til sig selv. Med finanspagten har regeringen bedt om at blive sat under administration af EU-Kommissionen, der skal påse, at budgetunderskuddet ikke overstiger tre pct. af BNP, og at statsgælden ikke overstiger 60 pct. af BNP. Vi har hidtil haft konvergenskriterier med det samme indhold. De havde samme virkning som hastighedsbegrænsninger på øde jyske landeveje. Men denne gang er det alvor. Hvis vi ikke nedfælder kriterierne i en budgetlov, skal EU-Domstolen idømme os en bøde. Det skal nok hjælpe. I USA havde man et gældsloft – indtil man hævede det. Frygt ikke, thi det samme vil ske hos os.

Tricket er, at 25 EU-lande denne gang har lovet hinanden at overholde pagten. På spejderære. Men hvad sang ikke Preben Kaas og Jørgen Ryg i »Hvad skal vi med kvinder«:
»Bare en gang til, så sker det aldrig aldrig mer’. Det lover vi hinanden! Bare syv gange til, så sker det aldrig aldrig mer’. Det lover vi hinanden!«

Lene Espersen, dengang økonomi- og erhvervsminister, oplyste på realkreditrådets årsmøde i april 2009, at hun ville lade foretage et servicetjek af de regler, der er gældende for fonde og foreninger, som tidligere har drevet virksomhed som kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber. 

For en snes år siden valgte en række kreditforeninger og gensidige forsikringsselskaber at placere driften i aktieselskaber. Omdannelsen af kreditforeningerne var reguleret ved lov. Det var ikke tilfældet for de gensidige forsikringsselskaber, der spillede efter gehør. Forsikringsselskaberne synes navnlig at have ladet sig inspirere af sparekassernes fondsmodel, som siden viste sig at være ganske problematisk. 

Men sparekasserne var selvejende institutioner (fonde). Det var de gensidige forsikringsselskaber ikke; de var (er) ejet af medlemmerne (forsikringskunderne). I farten overså forsikringsdirektørerne denne ikke uvæsentlige detalje. Forsikringsdriften blev placeret i aktieselskaber ejet af de gamle gensidige forsikringsselskaber, der blev ændret til andelsselskaber eller foreninger. Som hidtil ejet af kunderne. 

Direktører og bestyrelser, der synes at have være drevet af egne ambitioner snarere end af hensynet til kunderne (ejerne), fortrængte over tid de faktiske ejerforhold. Det gamle gensidige forsikringsselskab Tryg, der er moderselskab i Tryg koncernen, hedder nu TryghedsGruppen. Skamløst kalder bestyrelsen TryghedsGruppen for en ”selvejende institution med medlemsindflydelse”. Det er en nyskabelse i den fondsretlige litteratur. Det er noget vås. 

Man ville have troet, at ministerens serviceeftersyn ville have rettet op på forholdene. Men se om det skete. I foråret 2011 vedtog Folketinget en lov om tilsyn med de foreninger, der kom til at sidde tilbage med ejerskabet til realkredit- og forsikringsaktieselskaberne. Man kradsede lidt i overfladen. Foreningerne blev omfattet af tilsyn – men alene et såkaldt legalitetstilsyn. Foreningerne må gerne fortsætte med at dumme sig. Men kun på lovlig vis. På ingen måde fandt politikerne anledning til at værne om det medlemsejerskab, som så groft er blevet krænket. 

I forbifarten besluttede lovgiverne i øvrigt, at bestyrelsesformænd for sparekasseaktieselskaberne ikke kan have sæde i sparekassefondens bestyrelse. Folketingets erhvervsudvalg, der understregede lovens store betydning for retssikkerheden og forståelsen af retfærdighed i befolkningen, ønskede, som det hedder i betænkningen, at markere, at de tidligere katastrofer bør få bestyrelsesmedlemmer i fondene til at forstå vigtigheden af deres rolle. Ak nej. Der skal skarp lud til skurvede hoveder. 

Hvordan skulle da også bestyrelsesmedlemmerne forstå et så subtilt budskab, når end ikke myndighederne synes at have forstået forskellen mellem på den ene side fonde og på den anden side foreninger og andelsselskaber. Hele forløbet bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på medlemmerne af landets store andelsselskaber. Hvis et gensidigt forsikringsselskab ejet af kunderne efter andelsretlige principper helt ved egen kraft kan forpuppe sig og blive til en selvejende institution, så kan det vel også ske for et andelsmejeri eller et andelsslagteri. 

Tryg er et skræmmende eksempel på, hvor galt det kan gå, når direktionen og bestyrelsen sætter sig på ejerskabet. I TryghedsGruppen, der i 1991 skrev generalforsamlingen ud af vedtægterne, havde der i 2008 i 17 år ikke været valg til repræsentantskabet. Bestyrelsen sad omgivet af 70 repræsentanter, som den alle selv havde udpeget. Bestyrelsen udpegede repræsentantskabet, der valgte bestyrelsen, der udpegede … . 

Bestyrelsen havde tømt forsikringskundernes ejerskab for ethvert reelt indhold, bestyrelsen havde sat kunderne (ejerne) uden for indflydelse. Bestyrelsen, der var blevet magtfuldkommen, var kommet til at opfatte TryghedsGruppen som en fond, og myndighederne gjorde ikke noget for at bringe bestyrelsen ud af vildfarelsen. 

Det er i dag muligt at gøre boet op. Under en kort men hektisk affære med Nordea mistede Tryg i 2002 sit livsforsikringsselskab; i 2005 lod bestyrelsen TryghedsGruppen sælge 40 pct. af skadesforsikringsselskabet. Tilbage sidder TryghedsGruppen. Uden liv og med 60 pct. skade. Det er en tragedie – en tragedie, som i væsentlig grad har svækket konkurrencen i det danske forsikringsmarked. 

TryghedsGruppens bestyrelse bryster sig af en betydelig formue. 28 milliarder kroner har TryghedsGruppen puget sammen, når aktieposten i forsikringsselskabet optages til børsværdi. Og hvem har så tilvejebragt formuen? Det har forsikringskunderne. Livsforsikringskunderne, der på det skammeligste blev dumpet i Nordea, har efterladt 9,8 milliarder kroner i TryghedsGruppen. Borte har taget pengene, der kunne have været omsat i en forhøjelse af pensionen med 9 pct. 

Skadesforsikringskunderne har siden 2005 hvert år betalt en merpræmie på i gennemsnit 11,4 pct. til Tryg for at finansiere udlodninger på 8,7 milliarder kroner til TryghedsGruppen (deres eget selskab) og eksterne aktionærer, som aldrig har indskudt en krone i forsikringsselskabet. Det er grove løjer. 

Nu er der valg til TryghedsGruppens repræsentantskab. I Region Syddanmark. I perioden 24. januar – 7. februar 2012. Der er brug for nye kræfter i TryghedsGruppen. Hjælp til med at skabe nytænkning i repræsentantskabet. Stem på en af de nye kandidater.  

Jørn Astrup Hansen

Medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab

Regeringen forpligtede sig i regeringsgrundlaget fra oktober til at gå forrest i EU i kampen for indførelse af en global skat på finansielle transaktioner (Tobin-skat). Siden er regeringen kommet ned fra det sorte tårn, og Danmark har overtaget EU-formandskabet.

Det har bragt regeringen i øjenhøjde med realiteterne, og forleden udtalte statsministeren om den såkaldte Robin Hood-skat, som Tobin-skatten lidt misvisende kaldes: »Jeg vil ikke være med til at gennemføre en transaktionsskat, hvor vi kan se, det vil betyde, at vi mister job ud af Europa.«

Hvis enhver skat skal vurderes i lyset af, hvad den betyder for beskæftigelsen, er der nok at tage fat på. Hvad med at afskaffe eller reducere skatten på arbejde? Det skulle nok få hænderne op af lommerne på ikke så få, og det vil øge udbuddet af arbejdspladser.

Tobin-skatten har navn efter den amerikanske økonom James Tobin, der udviklede sine ideer i 1972 – året efter, at USA havde forladt guldstandarden. Det var hans kongstanke, at man med en afgift på en halv pct. på valutatransaktioner kunne begrænse kortsigtede, spekulative valutabevægelser. Tobins tanker fik en renæssance i 1990erne, efter at valutakriser i Mexico, Sydøstasien og Rusland havde udstillet de nationale økonomiers sårbarhed over for store, spekulative kapitalbevægelser.

EU-Kommissionen har anslået, at en afgift på 0,1 pct. på omsætning af aktier og obligationer og 0,01 pct. på omsætning af derivater vil indbringe et provenu på 70 milliarder euro om året. Det er lidt uklart, hvad provenuet skal anvendes til. Den tanke har været fremme, at provenuet skulle anvendes til at bekæmpe effekten af klimaændringer, navnlig i udviklingslandene. Siden har G20-landene slået til lyd for, at provenuet skulle indgå i en indskydergarantifond.

FORTALERNE FOR TOBIN-SKATTEN med Sarkozy i spidsen synes at være drevet af helt elementære provenuhensyn snarere end af ønsket om at reducere spekulative kapitalbevægelser over grænserne. Og her er en skat med en betydelig, folkelig appel. Nu skal bankerne, som Sarkozy udtrykker det, betale for den skade, de har forvoldt.

Det er ikke nogen synderligt konstruktiv debat. På et tidspunkt, hvor bankerne læner sig tungt op ad statskasserne, giver det som udgangspunkt ikke mening at påføre sektoren yderligere byrder i form af nye skatter. En omsætningsafgift på aktier og obligationer, som alene har et provenumæssigt sigte, kan minde om en hvilken som helst anden punktafgift. På bæreposer eller karburatorvæske.

Der findes imidlertid typer af finansielle transaktioner, der er al mulig grund til at søge reduceret – eller helt afskaffet ved beskatning eller mere probate midler. Markedet for derivater, navnlig de såkaldte CDSer, der har udviklet sig til »financial weapons of mass destruction« (Warren Buffett, 2003), har potentialet til at destabilisere ikke blot finansielle markeder -  men hele lande.

En forvokset finansiel sektor er en trussel mod det omgivende samfund. Det så vi i 2008 på Wall Street, og det så vi i Reykjavík. Der er brug for en downsizing af den finansielle sektor. Tilpasningen vil føre til færre arbejdspladser – også i Danmark.

Det er ikke blot banker og kreditvurderingsbureauer, der har tabt højde under finanskrisen. Revisorstanden har måttet foretage betydelige nedskrivninger på kontoen for goodwill. Og her er ikke brug for nogen impairment test. Forholdet er til at få øje på. Selv for lægmand.

Ifølge DR’s 21 Søndag (27.11.) havde 8 ud af 10 krakkede banker en blank revisionspåtegning i det seneste regnskab. I 2 banker var der nok taget forbehold men så sent, at det ikke gjorde nogen forskel. For nogen. Men revisor, som nok ser splinten i sin broders øje, lægger ikke mærke til bjælken i sit eget øje. I et lettere belærende indlæg i dette blad den 4.12. går FSR – danske revisorer i rette med kritikken. Alle regler er overholdt; revisorerne har gjort det, de skal, fastholder FSR. Det er muligt nok, men det hjælper ikke noget, hvis offentligheden mener noget andet.

Et revideret regnskab er et øjebliksbillede, som kan ændres hurtigt og markant af pludselige og uforudsete begivenheder, fremfører FSR. Pludselig og uforudset! Nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth. Amagerbanken, Fjordbank Mors og Max Bank krakkede alle i 2011. Der tilstødte sandelig ikke bankerne noget pludseligt eller uforudset. Længe havde de tre stået på bankernes dødsliste. De led en langsom død ved kvælning. I år 3 efter Lehman.

Revisor kan ikke bare stikke forbehold ud til højre og venstre, forsvarer FSR sig. Det gør revisor sandelig heller ikke! For en bank er et revisorforbehold på regnskabet det samme som at lukke banken, påpeger FSR. Ja, og det var måske netop det, revisor skulle have gjort. Om ikke ved udgangen af 2008 så ved udgangen af 2009 eller 2010. Men den opgave overlader revisor gerne til Finanstilsynet.

Revisor udtaler sig om historiske oplysninger. Revisor hverken kan eller skal forudsige den økonomiske udvikling, fortsætter FSR. Nej, men revisor skal tage stilling til, om going concern forudsætningen, som ligger til grund for årsrapporten, er opfyldt. Ifølge FSR’s egne anbefalinger skal revisor tage stilling til, om virksomheden kan forventes at fortsætte sin drift i mindst 12 måneder fra balancedagen.

Når revisor i 8 ud af 10 krakkede banker ikke har taget forbehold for going concern forudsætningen, må det forekomme, at revisors hit ratio er så lav, at øvelsen ikke har noget formål. Eller at revisor slet ikke har forholdt sig til going concern forudsætningen. Heller ikke i banker, der er gone snarere end going.

Måske er der for meget, der distraherer revisor. I 2009 hævede Amagerbankens revisor 8,1 mio. kr. i banken. Heraf 1,2 mio. kr. for at revidere bankens regnskab og 6,9 mio. kr. for ”andre opgaver”. Det er dog til at forstå, hvor revisor har haft sin opmærksomhed. Revisor ser ikke noget problem i forholdet. Nej, men det gør måske omverdenen.

Og så skal revisor gøre sig klart, at han er valgt af, og skal rapportere til, generalforsamlingen – ikke bestyrelsen. Alt for ofte orienterer revisor antennerne mod bestyrelsen eller – værre endnu – direktionen. Revisor ved nok, hvorfra forslaget om genvalg kommer. Men revisor må ikke blive bonkammerat med ledelsen. Der bør være krav om rotation. Og det er ikke tilstrækkeligt, at revisorer fra det samme firma blot bytter plads.

Berlingske Business 22.12.11

Statsministeren kom ikke nærmere ind på, hvorledes regeringen vil angribe opgaven. Det må man  have en vis forståelse for. Antallet af frihedsgrader i dansk økonomisk politik er over de senere år blevet stærkt reduceret. Værktøjskassen er tom. Man ser for sig, at finansministeren, der sikkert har bidraget til talen, har været inde i det økonomiske råderum for at kigge sig om efter redskaber. Tomhændet er Corydon kommet tilbage til sin chef. Råderummet er tomt.

Dansk bankvæsen står på samme måde som staten over for et dilemma af betydelige dimensioner. Det passer meget godt med det billede, Finansrådet ynder at male – et billede, hvorefter bankerne er et spejlbillede af samfundet. Men det billede krakelerede i 00’erne, da bankerne havde held til, for en tid, at ophæve de økonomiske tyngdelove. Bankvæsenet, der er et serviceerhverv, et tertiært erhverv, som antages at finansiere den økonomiske aktivitet i samfundet, kom til at opfatte sig som et primært erhverv på linie med landbrug, fiskeri og minedrift. At begreber som produkter og salg i stigende grad vandt indpas i bankjargonen var blot et symptom på bankernes metamorfose.

Over perioden 2004-07 afkobledes bankernes udlånsvirksomhed fra den realøkonomiske aktivitet i samfundet. Bankernes udlån steg i gennemsnit med 23 pct. Om året. Bankerne drev den økonomiske vækst, ikke omvendt. Økonomien var blevet financially driven. Da musikken standsede op i september 2008, viste det sig, at den finansielle aktivitet havde frembragt bobler, snarere end produkter. Staten måtte garantere for bankernes forpligtelser for at afværge en finansiel nedsmeltning. Samfundet var blevet et spejlbillede af bankerne.

Det er helt åbenbart, at banksektoren – selvsagt med betydelige forskelle fra bank til bank – har et utilstrækkeligt kapitalgrundlag. Men skærpede kapitalkrav gør det vanskeligere for bankerne at bidrage med finansiering af den vækst, der er et så stærkt ønske om; banker uden den tilstrækkelige kapital vil være mindre tilbøjelige til at udvide forretningsomfanget. Et privat bankvæsen er imidlertid ikke foreneligt med det massive statslige engagement, vi har været vidner til; der er behov for en styrkelse af bankernes kapitalgrundlag, hvis vi skal forskånes for flere sammenbrud.

I gamle dage – og nu er vi tilbage i tiden før C&G Bankens sammenbrud i 1987 – kunne bankerne, inden for visse grænser, låne på deres glatte ansigt i Nationalbanken. Det blev anderledes med C&G Banken, der tilføjede Nationalbanken et tab på 250 mio. kr. Nu blev der indført regler om sikkerhedsstillelse ved låntagning i Nationalbanken, sædvanligvis i form af obligationer.

For nylig har Nationalbanken i et betydeligt omfang udvidet bankernes lånemuligheder. Nu kan bankerne optage lån i Nationalbanken over 3 år mod at stille sikkerhed i gode udlån med en passende overdækning. Hermed er der udsigt til, at bankerne vil være i stand til at indfri de statsgaranterede lån, der forfalder i 2012-13.

Lånemuligheden hilses med tilfredshed af formanden for Lokale Pengeinstitutter, der i farten ikke skelner mellem lån i Nationalbanken og indlån i banken. For, som formanden udtrykker det, onkel Niels’ penge er lige så gode som tante Odas. Heri tager formanden fejl. Det er helt fint, at Nationalbanken stiller finansiering til rådighed for banker, der ikke disponerer over likviditet til indfrielse af statsgaranterede lån. Nationalbanken vil givetvis kunne manøvrere mere behændigt og markedskonformt i markedet end staten, der ligger under for så uendeligt mange hensyn.

Men i modsætning til staten kræver Nationalbanken sikkerhed for sine lån til bankerne. Tante Oda derimod forventes ikke at stille krav om sikkerhed, når hun sætter penge i banken. Bevares, 750.000 kr. er dækket af Indskydergarantifonden, men for beløb herudover (i den samme bank) er tante Oda på Herrens mark. Det er ikke holdbart, at bankerne stiller sikkerhed over for sine professionelle långivere, medens tante Oda, der ikke kan antages at have særlige forudsætninger for kreditvurdering, lades i stikken. I tilfælde af et sammenbrud løber panthaverne med værdierne, medens tante Oda kommer til at stå tilbage med en lang næse.

Det vil være kedeligt, om bankerne kommer til den opfattelse, at onkel Niels’ penge er lige så gode som tante Odas. Følgen kan jo blive, at tante Oda’er med mere end 750.000 kr. på bogen må have mere end ét pengeinstitut – efter omstændighederne mange pengeinstitutter. Det er ikke fremmende for det tillidsforhold, der normalt bør karakterisere forholdet kunde og bank imellem.

Der er behov for, at vi så hurtigt som vel muligt får normaliseret forholdene på bankmarkedet. Den idelige usikkerhed er dræbende. For bankerne, for kunderne og for samfundet. Det var ønskeligt, om vi med offensive, markedskonforme fusioner ad frivillighedens vej kunne få ryddet op blandt de svage spillere. Det tager for lang tid, og det er for dyrt, om enhver fusion forudsætter et forudgående besøg i Kruses vaskehal.

Men det kan have lange udsigter, hvis vi skal tro formanden for Lokale Pengeinstitutter. Formanden tror ikke, at pressede pengeinstitutter frivilligt vil lade sig fusionere. ”Det er jo sådan,” lægger formanden til, ”at man som direktør kæmper til sidste blodsdråbe for sin virksomhed.” Det er ikke sundt for direktøren – og slet ikke for banken. Der er grund til at kippe med flaget for direktør Poul Kristensen og Sparekassen Limfjorden, som satte hensynet til garanterne og kunderne over egne interesser og lod sparekassen fusionere med Sparekassen Vendsyssel frem for at lade den lide en langsom død.

GODT  NYTÅR

Det er blevet andre tider. Jyske Bank har til kurs 55 netop tilbagekøbt 50 mio. EUR af et obligationslån, som banken for 5-6 år siden optog som hybrid kernekapital. Til kurs 100. Lånet, der er på meget favorable vilkår, forrentes med en rente svarende til renten på obligationer med 10 års løbetid plus et beskedent tillæg på 0,15 pct. point. Det er ikke meget i betragtning af, at den hybride kernekapital hæfter for Jyske Banks forpligtelser næst efter bankens egenkapital. Jyske Bank vil med sikkerhed ikke kunne låne på så favorable vilkår i dag.

Men hvorfor har Jyske Bank da indfriet lånet? Banken oplyser, at man har ønsket at aflive nogle myter blandt investorerne. Jyske Bank mener, at der er nogle derude, der forventer, at lånet i henhold til sædvane vil blive indfriet til kurs 100. Men situationen er en anden i dag, hedder det fra  banken. Obligationerne vil blive indfriet til kurs 100, hvis det er i bankens interesse. Ellers ikke. De standarder eller kutymer, der var gældende før finanskrisen (da investorerne købte obligationerne), er nu endegyldigt ophævet. Af Jyske Bank. Kan De så forstå det, fru Mortensen!

I Silkeborg kan man ikke få armene ned igen: ”Man skal huske, at det gode ved den her forretning var, dengang vi udstedte dem [obligationerne]. Det er det allerbedste. I og med at vi nu fjerner nogle passiver og forpligtelser i markedet til en underkurs, kan vi forbedre vores egenkapital,” forklarer områdedirektøren for balance og egenbeholdning. Ak ja, the beauty of banking.  

Jyske Bank lod sig friste over evne af den lave børskurs og outsmart’ede sine investorer. Investorernes tab, der i bankens bøger bliver til en kursgevinst på 155 mio. kr., tikker lige ind på egenkapitalkontoen. Til gengæld reducerer banken sin hybride kapital med 372 mio. kr., således at kernekapitalen falder med 217 mio. kr. (netto). Samme dag, som Jyske Bank tilbagekøbte obligationerne, nedjusterede Standard & Poor´s bankens kreditværdighed.

Transaktionen er givetvis lige efter bogen. Men næppe i investorernes smag. At transaktionen ikke er uden et vist bizart skær indses lettest ved at reflektere lidt over den måde, hvorpå tilbagekøbet kommer til udtryk i bankens regnskab.

At kursen på obligationslånet er 55 skyldes ikke, at markedsrenten er steget. Det skyldes, at markedet foretager et fradrag i kursen for tabsrisikoen på obligationslånet, hele 45 kurspoint. Markedet finder ikke længere et risikotillæg til renten på 0,15 basispunkter tilstrækkeligt. Men inden obligationslånet angribes, skal den fulde egenkapital i banken holde for. I underkursen har markedet således indregnet en vis sandsynlighed for det, vi siden Grækenlands fald med en eufemisme omtaler som en ”kreditbegivenhed”.

Jo mere negativ vurderingen er af Jyske Bank, jo lavere er kursen på obligationslånet, og jo større er tilvæksten i bankens bogførte egenkapital ved et tilbagekøb. Keine Hexerei, nur Behendigkeit. Jyske Bank har indtægtsført en realiseret kursgevinst. Om man tænker sig, at den ikke-realiserede kursgevinst havde været indtægtsført, ville banken kunne bogføre en støt stigende egenkapital i takt med en stedse mere negativ vurdering i markedet. Og helt ude at reducere den hybride kapital. Det er da en eliksir, der vil noget. 

Banken har, som den udtrykker det, ønsket at sende et klart signal til markedet. Signalet er modtaget! Men var det virkelig nødvendigt? Har vi i ikke for længst mistet vore illusioner om bankernes investeringsrådgivning med ScandiNotes og Jyske Invest Hedge Markedsneutrale Obligationer – vejen til et mere stabilt afkast. Er den seneste manøvre ikke blot med til at fremkalde skepsis hos kunderne, næste gang bankrådgiveren står parat med et investeringsforslag?

Vi står midt i en bekymrende finansiel krise. Der er for nærværende næppe enighed om, hvad der fremkaldte krisen. Langt mindre om, hvad der skal bringe os ud af krisen. Men indtil videre kan man formentlig med nogen sikkerhed konstatere, at krisen har rokket afgørende ved den tillid, som er helt afgørende for bankerne, der med en egenkapital på nogle få procent som ballast modtager indlån fra offentligheden.

Den finansielle sektor befinder sig i en regulær tillidskrise. Medvirkende hertil har været pengeinstitutternes salg af strukturerede produkter (der ofte viser sig at være alt andet end strukturerede), af hybride fordringer og you name it til kunder, der for sent forstod, hvad de havde købt for pensionsopsparingen. Ofte forstod bankerne heller ikke selv, hvad de langede over disken. Jyske Banks obligationer er såkaldte Constant-Maturity-Swap hybrider med en rente svarende til den 10-årige swaprente (EUR CMS10) + 0,15 pct. p.a. Det er ikke for børn.

Bankerne kan ikke tidligt nok komme i gang med en sanering af produktudbuddet. Der er ingen grund til, at selv den mindste provinsbank skal efterligne de forkætrede investeringsbanker på Wall Street.

Regeringen vil reducere adgangen til at foretage indskud på ratepensionsordninger med fradrag i den skattepligtige indkomst. Ifølge forslaget til finanslov skal fradraget begrænses til 55.000 kr. om året mod nu 100.000 kr. Kun for egentlige pensionsforsikringsordninger (såkaldte livrenter) er der fortsat ubegrænset fradrag.

Fradragsretten er navnlig til gavn for pengeinstitutterne, livsforsikringsselskaberne og pensionskasserne. Hvis vi antager, at pensionsudbetalingerne beskattes med 40 pct., så vil ca. 1.200 milliarder kroner af den samlede pensionsopsparing gå tilbage til staten. Hvert år tolder pensionsindustrien omkring én pct. af dette beløb. Det koster årligt statskassen 10-15 milliarder kroner at lade pensionsselskaberne forvalte den del af pensionsopsparingen, som staten finansierer med skattekreditter.

Er det nu hensigtsmæssigt med skattefradrag, der fungerer som en tag-selv-kredit med en løbetid på indtil 40 år? Er det hensigtsmæssigt, at statens deltagelse i pensionsopsparingen bestemmes ved aftaler mellem skatteyderne og pensionsselskaberne? Er det hensigtsmæssigt, at staten har placeret et beløb, der svarer til det dobbelte af statens årlige indtægter, i pensionsindustrien? I en lavrenteperiode er pensionsforsikring dog ikke karakteriseret ved lav risiko. Herom vidner de såkaldte kursværn.

Fører fradragsretten for pensionsopsparing ikke blot til en kunstig høj opsparing? Hvorfor skal staten egentlig bidrage med en kredit på 22.000 kr., når fru Mortensen bestemmer sig for at spare 55.000 kr. op til pensionen? Hvis staten gerne vil subsidiere pensionsopsparingen, så kunne man gøre det mere målrettet ved at reducere eller afskaffe beskatningen af det løbende afkast af pensionsopsparingen. Det ville være til gavn for pensionisterne, snarere end pensionsselskaberne. Og det ville medvirke til at stabilisere de finansielle markeder, hvis der blev lukket varm luft ud af pensionsopsparingen.

De enorme skattekreditter, der stilles til rådighed for pensionsopsparerne, har ført til en overdimensioneret pensionsindustri. Pensionsselskaberne er blevet too big to fail. Hvad det kan betyde for samfundsøkonomien, har vi med finanskrisen fået en førstehåndsoplevelse af. Der er en åbenbar risiko for, at skatteborgerne bliver taget som gidsler, hvis en af de store spillere går på grund.

Pensionsselskaberne, som har svært ved at placere de mange midler tilstrækkeligt rentabelt og sikkert tilbyder nu at stille milliarder til rådighed for motorveje, jernbaner, broer, kloakker, sygehuse, skoler m.v. gennem såkaldte Offentligt Private Partnerskaber. Det bedst kendte OPP-projekt i Danmark er vel i øvrigt Brixtoftes og FIHs samarbejde om finansiering af kloaksystemet i Farum. Staten, der p.t. kan optage obligationslån til en rente på to pct., låner med et OPP-projekt sine egne penge af pensionsselskaberne til en rente på formentlig fem til syv pct. Det er jo en moderne opsætning af Ebberød Bank.

Der kan sikkert nok findes argumenter for OPP-projekter. Men hvis den private partner blot deltager med midler, som staten har stillet til rådighed i form af lange kreditter, så får OPP karakter af et quick fix – en finansiel gimmick, som sætter form over indhold.

Vi må bede til, at det næste ikke bliver er stærk mand. Det er tankevækkende, og skræmmende, at når nøden er størst, og behovet for et politisk mandat synes særligt stærkt, kommer demokratiet til kort. Har vi ikke set noget lignende før? Jo. I Tyskland i 1933.

Inden George Papandreou opgav ævred i Athen, nåede han at foreslå en folkeafstemning om den akkordordning, han havde forhandlet på plads med Den Internationale Valutafond, de øvrige euro-lande og den græske stats kreditorer. Forslaget faldt ikke i god jord i Paris og Berlin. Omend afstemningstemaet måtte forekomme uklart, gav en folkeafstemning dog en vis mening. De politikere, der havde påtaget sig at repræsentere det græske folk, viste opgaven fra sig. Var det da unaturligt at høre, hvad folket mente om akkordforslaget? Åbenbart. I Paris og Berlin var man mere optaget af, hvad ”markedet” mente om forslaget til en akkord.

I Danmark er vi fortrolige med bestemmelsen i grundloven, hvorefter bl.a. finanslove, statslånslove og skattelove ikke kan sendes til folkeafstemning. Det er ikke så svært at indse motiverne til denne bestemmelse. Det er heller ikke svært at indse parallellen over til problemstillingen forbundet med den græske statsgæld.   

Situationen i Athen kalder imidlertid på eftertanke. Græske regeringer har over tid og navnlig siden 2002, da Grækenland blev en del af eurozonen, gældsat staten i et uholdbart omfang. Selvsagt har regeringen og långiverne til den græske stat lagt til grund, at borgerne ville opfatte sig som kautionister for lånene. Men det er ikke det indtryk, demonstrationerne i Athens gader efterlader. Grækere, som grækere er flest, der ikke mener, at lånene er kommet dem til gode, og næppe heller har haft fuld viden om statsgældens størrelse, vægrer sig ved at påtage sig tilbagebetalingsbyrden.

Som alle finansielle kriser bunder den europæiske gældskrise i mangel på tillid. I dette tilfælde mangel på tillid til politikerne. Mangel på tillid til, at politikerne er i stand til at knække gældskurven. Det er jo ikke nok at bringe underskuddet på de offentlige finanser ned på de magiske 3 pct. af bruttonationalproduktet. Så længe der er underskud, vokser gælden. Særligt urovækkende er det, at gælden vokser på et tidspunkt, hvor renten er i bund. For hvordan skal det da gå, når – ikke hvis – renten stiger igen. I middelhavslandene gives der p.t. anskuelsesundervisning i, hvad der får renten til at stige. Det gør en ukontrollabel udvikling i statsgælden. 

Kan der ske det samme i Danmark som i Grækenland og Italien? Det kan man ikke udelukke. Uden penge- og valutapolitiske instrumenter til disposition forsøger vi desperat at kurere strukturproblemer med konjunkturpolitiske værktøjer. Vi misbruger salig J.M. Keynes, finanspolitikkens fader, der anbefalede at tage toppen, og bunden, af konjunkturudsving med overskud, henholdsvis underskud, på statsfinanserne.

I 2008 brast boblen efter en kunstig, lånefinansieret højkonjunktur drevet af en (alt for) rigelig likviditet og en lav rente. Et oppustet ejendomsmarked og aktiemarked efterlod borgerne med friværdier og en oplevelse af velstand, som blev omsat i samtalekøkkener og fladskærme (sikkert havde vi været bedre tjent med faldskærme). De ansvarlige politikere solede sig i succesen. Spurgt om der dog ikke var kommet lidt for meget fart på udlånsaktiviteten, svarede den daværende økonomi- og erhvervsminister kækt, at det er en menneskeret at gå fallit. Ak, hvor længe siden.

Efterhånden som den varme luft lukkes ud af økonomien (i et kontrolleret tempo, så der ikke vælter for mange banker), åbenbares det, hvad der skete under den vilde fest. Arbejdspladser og med dem velstand er flyttet østpå. Globaliseringen er ikke længere noget, vi blot taler om; den er blevet en del af hverdagen. Også i puslingelandet Danmark. Med heftige underskud på statens finanser kan vi fortsætte på første klasse en tid endnu. Men det vil få en ende. Som det fik en ende i Grækenland og Italien.

Sent gik det op for Lars Løkke Rasmussen, hvad han havde været med i. Inden valget nåede VK-regeringen alene at demonstrere sine hensigter med forslaget til finanslov for 2012, ”Ny vækst og styr på pengene”, der indeholdt et underskud på 85 mia. kr. RAF-regeringen overtog i det væsentlige den tidligere regerings forslag til finanslov. Men nu hedder forslaget ”Ansvar og handling”, og nu er underskuddet blevet til 95 mia. kr. Men det kan sagtens blive både 105 og 115 mia. kr. advarer en dyster finansminister.

Man undrer sig over ambitionsniveauet. I begge sider af salen. Vi står over for et gigantisk underskud på statens finanser. Statens udgifter forventes i 2012 at overstige 700 mia. kr. Alligevel hører vi kun om regeringens forslag til skatte- og afgiftsstigninger på 5 mia. kr. og om 0,4 mia. kr. i afgifter på reklametryksager, der skal omsættes i en grøn check på 280 kr. til personer med mindre end 212.000 kr. i årlig indkomst. Den største post på budgettet, indkomstoverførsler på 275 mia. kr., justeres marginalt; om bloktilskuddet på mere end 200 mia. kr. til kommuner og regioner ikke et ord.

På Christiansborg er udgifter på 700 mia. kr. blevet til faste omkostninger. Det lover ikke godt for indsatsen mod et galopperende underskud. RAF-regeringen mener, at finanslovsforslaget markerer et grundlæggende kursskifte, der skal sikre, at Danmark får en ny begyndelse. Sammenholdt med de problemer, Danmark står over for, forekommer det mere nærliggende at tale om ny vin på gamle flasker.

Bestandigt hører vi om alt det gode, politikerne vil gøre for os – om statens udgifter. For lidt hører vi om statens indtægter – og om det underskud, vi efterlader os. Den voldsomme gældsætning har, for en tid i alt fald, skræmt borgerne fra vid og sans, så de knapt tør bruge deres egne penge. Måske er der alligevel grund til, med udviklingen i Sydeuropa i erindring, at gøre statens låntagning mere nærværende for vælgerne. Der bør ikke være tvivl om fuldmagten, når staten gældsætter sine borgere. 

Vi skulle jo nødigt have græske tilstande.