Har bankerne et forklaringsproblem?

Bankerne, der besværer sig over skærpede kapitalkrav, har i 2016 udbetalt rekordudbytter. Budskabet er svært at kommunikere. Det bliver ikke bedre af, at bankerne forholder sig overfladisk til sektorens kapitalomkostninger. Bankerne har gjort sig til Prügelknaben.

Det har vakt politisk røre, at bankerne i 2016 har udbetalt rekordudbytter: 10 milliarder kroner. Det ligger markant over det hidtidige rekordniveau fra 2004-08, da bankerne årligt udbetalte 6-7 milliarder kroner i udbytte. Og siden er renten kun faldet. Det skulle vel føre til en lavere udbytteforventning.

Behov for et udbytteloft?
Enhedslisten foreslår, at der indføres et loft over bankernes udbyttebetaling, således at maksimalt 10 pct. af årets overskud kan anvendes til udbytte og tilbagekøb af aktier. Forslaget, der flugter fint med Finanstilsynets og Nationalbankens formaninger, afvises – ikke særligt overraskende – af Finansrådet og Brian Mikkelsen. Mikkelsen mener, at man med forslaget vil sætte markedet ud af kraft. Når man tænker tilbage på de excesser, der førte til finanskrisen, kunne man imidlertid nok mene, at ”markedet” kunne have brug for en hjælpende hånd til at holde bankerne i ave.

Bankernes generøse udbyttepolitik står i skarp kontrast til deres idelige jamren over de skærpede kapitalkrav, som Basel-komitéen pusler med. Med Basel IV kan der forventes et opgør med bankernes adgang til at opgøre risikoen, og dermed også kapitalbehovet, ved hjælp af interne modeller. Der er grund til at tro, at den såkaldte IRB-model har ført til, at de store banker, der anvender modellen, systematisk har undervurderet risikoen på deres aktiver. Opfattelsen i Basel synes at være den, at bankerne har brug for hjælp til at opgøre deres risici.

Amaliegade kalder CBS
Bankerne mener, at de varslede kapitalkrav vil komme til at koste finanssektoren (læs kunderne) 130 milliarder kroner. Men møder vi ikke her er en noget primitiv opfattelse af bankernes kapitalomkostninger? Med skærpede kapitalkrav skal bankerne finansiere en større del af aktiverne med egenkapital og en tilsvarende mindre del med fremmedkapital. Men fremmedkapitalen er jo heller ikke gratis. Og jo mindre egenkapital, jo dyrere er fremmedkapitalen. Under visse, forenklende forudsætninger kan de samlede kapitalomkostninger vises at være uafhængige af forholdet mellem fremmed- og egenkapital. Det ved enhver handelshøjskoledimittend, der har hørt om Miller & Modiglianis teorem. Men se, om ikke denne viden er gået tabt på vejen fra CBS til Amaliegade.

Der er i debatten en tilbøjelighed til at se bort fra de meget betydelige omkostninger, der for bankerne, kunderne og skatteborgerne er forbundet med utilstrækkeligt kapitaliserede banker. I oktober 2008 måtte staten afstive en vaklende banksektor med en garanti på 3.500 milliarder kroner. Og hvem betaler til Indskydergarantifonden, der i vidt omfang dækker indskydernes tab, når en svag bank krakker? Det gør indskyderne selv. Hertil kommer de meget betydelige, afledte omkostninger ved tilbagevendende finanskriser – omkostninger, der bæres af samfundet. Skærpede kapitalkrav fører ikke til øgede omkostninger men til en anden måde at dække omkostningerne på.

Dør Nordea?
Bankerne, der skubber kunderne foran sig i et forsøg på at sikre sig politisk medløb, kan meget vel have en pointe. Men der er ingen, der lytter til dem. Bortset fra Brian Mikkelsen. Endnu i dag, otte år efter at finanskrisen ramte os, døjer bankernes med en slidt troværdighed. Det er ikke nok med nye logoer, nye slogans og, ind imellem, nye ansigter. Bankerne har ikke haft held til at overbevise os om, at de har lært noget af krisen. Der skal sættes handling bag de artige attituder. Eller med et udtryk ofte hørt i branchen: Money Talks, Bullshit Walks.

Senest har Nordeas samarbejde med det panamanske advokatfirma Mossack Fonseca kastet lys over, hvad de gør i banken efter tre. I øvrigt har Finanstilsynet netop politianmeldt samme Nordea for at tage for let på bestemmelserne, der skal hindre, at bankerne anvendes til hvidvaskning af penge. At ulykkerne rammer netop Nordea bør ikke undre. Banken har nærmest markedsført sig med en overfladisk holdning til compliance, der efter bestyrelsesformanden Björn Wahlroos’ opfattelse står i vejen for bankens egentlige mission: at lave forretninger og tjene penge.

Men nu skal det være slut. ”Vi er endnu ikke den bank, som vore kunder og samfundet ønsker, at vi skal være”, udtaler bankens nye direktør Casper von Koskull patetisk. Sikke noget vrøvl. Nordea er præcis den bank, som bankens ledelse ønsker, at Nordea skal være. Måske von Koskull kommer problemet nærmere, når han udtaler: ”Hvis vi ikke forandrer os, dør vi”.

Hvem skal nu betale?
Søndag den 19. juni havde erhvervs- og vækstministeren indbudt en bred kreds af partier til en drøftelse af “Betænkning om bødesanktioner på det finansielle område”. Nu skal det være slut med forsømmelser og udskejelser i bankerne. Siden 2003 har Finanstilsynet kunnet udstede bøder for overtrædelse af lov om finansiel virksomhed. Langt de fleste bøder har været under 25.000 kroner. Bøder af denne størrelse er formentlig uden enhver virkning.

Nu skal der kunne udstedes bøder på indtil 100 tusinde kroner til de mindste pengeinstitutter og 5 millioner kroner til de største. Under skærpende omstændigheder kan der udstedes bøder på henholdsvis 1 million og 50 millioner kroner. Det vil sikkert hjælpe. Men man kan næppe se bort fra, at bankerne blot vil opfatte bøderne som en kalkuleret risiko eller en omkostning. Ligesom skat.

Måske sanktioner rettet mod de ansvarlige personer vil have en større præventiv effekt.

 

2 responses to “Har bankerne et forklaringsproblem?

  1. At læren fra finanskrisen tilsyneladende er ved at gå i glemmebogen, kan der ikke være to meninger om, hvilket senest blev illustreret med et hovedløst forslag om, at øge belåningsgraden fra 60% til 80% for fritidsboliger. Forslaget skulle gøre det “billigere” at erhverve en sommerbolig, det vil sige samme argumentation, som politikerne og den finansielle sektor fremførte, da man indførte de såkaldte afdragsfrie lån i midten af 00’erne. De afdragsfrie lån gav godt nok de eksisterende ejere af fast ejendom en skattefri kapitalgevinst (og fred være med det), men til gengæld blev en række økonomisk mindrebemidlede mennesker, herunder mange unge mennesker, lokket ud i ejendomskøb til stadigt mere opskruede handelspriser. Festen sluttede som bekendt brat i 2008, men 8 år er tilsyneladende lang tid i politik og i den finansielle sektor.

  2. Det er en rigtig god pointe at størrelsen på bøderne virker ubetydelig lige nu og selv hvis de øges, kan der blive tale om en kalkuleret risiko. Jeg synes det er foruroligende hvordan mange glemmer lærdommen fra Finanskrisen og hvordan der ikke altid lader til at være sammenhæng mellem kapitalkrav & resultaterne på bundlinjen, sat over for udbytte & løn til ledende medarbejdere.
    Det bliver spændende at se om større bøder vi have en mærkbar effekt, man kan godt have sin tvivl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *