Statens dobbeltrolle i DONG

DONG. Med børsnoteringen er der etableret et problema­tisk ejer­skab. Staten, der yder betydelige subsidier til DONG, sid­der tilbage med en spinkel aktiemajoritet i et profitmaksi­me­ren­de selskab. Hvem skal nu værne elforbrugerne og skat­te­­­­bor­gerne?

Den 9. juni blev aktierne i DONG optaget til notering på børsen. Ikke et øje var tørt. Voksne mænd ringede med en klokke, champagnepropperne sprang, medens vi alle – aktionærer, skatteborgere og elforbrugere – benovede så til. Jamen er det dog ikke mageløst? Siden november 2013 er værdien af DONG steget fra 42,5 milliarder til 98,2 milliarder kroner.

Rigets finansminister forklarede os, at nu kunne vi rigtignok alle være glade. Men har skatteborgerne og elforbrugerne ret beset noget at glæde sig over? Det må have været aktionærerne, Hjort’en tænkte på. Navnlig Goldman Sachs, ATP og PFA, der i 2013 erhvervede 26 pct. af selskabet for 11 milliarder kroner, og som den 9. juni kunne bogføre en gevinst på 14,5 milliarder kroner. Government Sachs alene nettede 10,7 milliarder kroner.

Man undrer sig – med Nyrup Rasmussen og Frank Aaen – over, hvordan den danske stat som hovedaktionær for blot 2½ år siden kunne tage så meget fejl af værdien af DONG. Havde Don Corydone og hans folk i Finansministeriet den tilstrækkelige kompetence til at handle virksomheder på det plan? Havde man på Slotsholmen de rette rådgivere? Spurgte ministeriet andre end DONG’s ledelse og investeringsbankerne, der havde åbenbare egeninteresser?

Hvem skal nu betale?

Når euforien over DONG’s vellykkede børsentré har lagt sig, sidder vi tilbage med et spørgsmål, som ikke vil gå væk: Hvem skal dog sikre aktionærerne et afkast af investeringen på 98 milliarder kroner? Det skal fru Mortensen. Som elforbruger eller som skatteyder. Ak hvor længe siden, elforsyningen var baseret på et hvile-i-sig-selv princip. Men sådan er kapitalismen, vil De nok mene, kære læser. Der kan vel ikke være noget galt i at tjene penge på at producere el? Eller hvad? Der tjenes jo også penge på at producere blå søm og røde pølser.

Men DONG tjener ikke penge på at producere el. Vækstdriveren i DONG er vindenergi (Wind Power, som det hedder på dongsk). Opførelse og drift af havmølleparker er det nye sort. Der er det gode ved havmølleparker, at vi slipper for at se på møllerne, hvis de, vel at mærke, kommer tilstrækkeligt langt fra land.

En industri på støtten

Men havmølleparkerne har store underskud på elproduktionen. Når møllerne snurrer lystigt rundt, produceres der el, javel, men der produceres navnlig subsidier. Havmølleparkerne er af staten garanteret en fast afregningspris, der typisk er 3-4 gange så høj som markedsprisen på el. DONG og investorerne har fået snabelen dybt ned i statskassen.

Det er næppe udsigten til at tage del i den grønne omstilling, der alene trækker investorerne til. Snarere er det den statsgaranterede betalingsstrøm, der driver investeringen – og møllerne. Forretningen påvirkes af vind og vejr men ikke af noget så trivielt som markedsprisen. Vindmølleindustrien er på støtten. Og politikerne, som udmåler subsidierne, er tilbøjelige til at slå hjernen fra, når talen falder på grøn energi.

I 2011-13 opførte DONG 111 vindmøller i Kattegat ud for Anholt. Møllerne, der har en samlet effekt på 400 MW, leverer ca. 4 pct. af den samlede strømforsyning i Danmark. DONG var alene om at byde på opgaven, og “for at gardere sig” krævede, og fik, man med egne ord ”en usædvanlig høj afregningspris”. Politikerne erklærede sig ”rystede” – og gik videre til næste sag.

Energistyrelsen garanterede DONG en afregningspris på 105 øre pr. kWh i 12 år. Til sammenligning ligger markedsprisen på el typisk i intervallet 20-30 øre pr. kWh. Det kostede 10 milliarder kroner at opføre havmølleparken. De samlede subsidier forventes over 12 år at ville beløbe sig til 14 milliarder kroner. Endnu inden den første strøm var kommet i land, havde Dong videresolgt halvdelen af parken for 6 milliarder kroner. Her investeres i subsidier. El er et biprodukt – en facade.

En duft af planøkonomi

DONG forventer inden 2020 at fordoble den installerede kapacitet af havvind. Det betyder stor forudsigelighed i vores vækst og værdiskabelse de kommende år, oplyser DONG. I en brochure, som min bank sendte mig forud for børsnoteringen af DONG, hedder det – uden filter – om Wind Power projekterne, at de alle er sikret langsigtede subsidier, som giver en høj gennemsigtighed. Det er den form for værdiskabelse, der vil ende med at bringe os alle til tiggerstaven. Vi må trøste os med, at tyskerne og briterne betaler en del af regningen.

Uanset om den rette pris på DONG nu er 42 eller 98 milliarder kroner, så rejser sig det spørgsmål, om det er hensigtsmæssigt med et privat ejerskab til en virksomhed, der er så afhængig af statssubsidier som DONG. Efter børsnoteringen sidder staten tilbage med 50,1 pct. af ejerskabet i et selskab, der har profitmaksimering som sit ypperste formål; et selskab, der driver virksomhed på markeder reguleret af staten; et selskab, der næres af statssubsidier. Statens rolle er ikke holdbar.

DONG er uden checks and balances.

 

One response to “Statens dobbeltrolle i DONG

  1. Det var jo fuldstændig forudsigeligt!!
    Men både pressen, modstands-politikere mf., var chokerende hurtigt stille – og dermed accepterende.
    Det simple og indlysende spørgsmål dengang: Hvordan kan privatisering af landsnødvendig infrastruktur…..oven i købet til G. Sacks som et kendt som is-KOLD og blottet for anden fokus end egne lommer, uanset samfundskonsekvens…..nogensinde forventes at give besparelset til forbrugere/stat????
    En “forretning” hvor kunderne er selvskrevne? Hvor det frit kan skrues på prisskruen efter “behov” , hvor aktionærerne forventer afkast osv osv?
    Et 5 års barn kunne have forudsagt det !! ………..og dem der skummer fløden + liberaliserings-fantaster er blinde og døve over for konsekvenserne !!
    ØV hvor skal de skamme sig !!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *