Grøn omstilling kræver finansiel omstilling

CIGARKASSEØKONOMI. Der er på Christiansborg en vis lyst til at finansiere meget sto­re pro­jekter – elektrificeringen af jernbanenettet og den grøn­ne om­stil­ling – efter cigarkasselignende principper. Det er åben­bart po­li­tisk-ideologisk bekvemt. Men det er ikke i øvrigt hensigtsmæssigt.

I mit tidligere liv besøgte jeg en dag en djærv håndværker (han kaldte sig ganske vist entreprenør), der havde ansøgt banken om en kassekredit. Nu ville jeg vide lidt om virksomhedens økonomistyring. – Jo, sagde entreprenøren, jeg klarer mig med to cigarkasser. I den ene har jeg ubetalte regninger. – Nå, sagde jeg, og hvad har du så i den anden? – I den anden, svarede den håbefulde låntager, har jeg cigarer.

Tog til tiden?

Oplevelsen randt mig i hu, da jeg forleden kunne læse i min avis, at Togfonden, hvis midler hidrører fra skatteindtægter fra selskaberne, der udvinder råolie i Nordsøen, har svigtende indtægter på grund af de faldende oliepriser. Togfonden, der ikke er en fond, skal finansiere en elektrificering af store dele af banestrækningerne og de såkaldte superlyntog. Hvad nu? Får vi så alligevel ikke tog til tiden? Skrider timemodellen? Samme dag kunne jeg læse, at regeringen nu vil afskaffe den såkaldte PSO-afgift (den grønne elafgift), der finansierer tilskud til vedvarende energi. Nu skal der findes en anden finansiering af ”den grønne omstilling”. Det skal nok blive en spændende øvelse.

Det er pudsigt, at staten betjener sig af en form for cigarkasseøkonomi, hvorefter bestemte udgifter skal finansieres af bestemte indtægter. Hvorfor staten anvender et så primitivt princip er ikke til at begribe. Det kan dog næppe være hensigtsmæssigt. Måske det er politisk bekvemt, at det alt sammen sker uden om finansloven. Men er der nogen særlig logik i, at vi skal have en jernbanebro over Vejle Fjord, hvis prisen på olie stiger, medens togene skal køre gennem Vejle, hvis olieprisen falder? Kunne vi ikke lige så vel have afgjort sagen ved at slå plat eller krone eller med en tælleremse, som vi kender dem hos børn: Okker gokker gummiklokker …

Tilskud som vinden blæser

Men det er ikke bedre med PSO-afgiften, som afhænger af vind og vejr. Havmøllerne, der modtager løvens part af PSO-afgifterne, er ved elloven sikret en fast afregningspris for el. Havmøllerne modtager fra Energinet således et tilskud, der udligner forskellen mellem den aktuelle markedspris og den fastsatte pris for vindenergi. Jo mere det blæser, jo mere vindenergi produceres der. Jo mere solen skinner, jo mere solenergi produceres der. Og med den megen blæst og de mange solskinstimer stiger PSO-afgiften, som skal finansiere tilskuddet til producenterne.

Der må forekomme at være betydelige stordriftsfordele forbundet med at producere vind- og solenergi. Den sidste kilowatt er væsentligt billigere at producere end den første. Blæsten og solskinstimeren leveres jo helt uden beregning. Prisen pr. kWh, og dermed også tilskuddet til producenterne, burde således være en aftagende funktion af produktionen – ikke et konstant beløb.

En fast, garanteret afregningspris for grøn energi – uafhængig af vejr og vind og af markedsprisen for el – forekommer problematisk. For hvad er det egentlig, der investeres i? Miljøvenlig energiproduktion eller en betalingsrække garanteret af staten? Ser vi ikke konturerne af et ta’ selv bord for investorer, der gerne vil have snabelen ned i statskassen? Der er grund til en større påpasselighed, når der disponeres over PSO-afgiften, som skikkelige elforbrugere betaler over elregningen.

Svind i cigarkasserne

Forleden foretog trafikministeren et kasseeftersyn i Togfonden. Ministeren blev bekræftet i det, vi længe har vidst: Fonden er ikke halvfuld, den er halvtom. Der mangler 15,5 milliarder kroner. Og for nylig kom energiministeren til den erkendelse, at en umættelig efterspørgsel efter tilskud til den grønne omstilling vil stille krav om uholdbart stigende PSO-afgifter, hvis kassen ikke skal løbe tom.

Cigarkasseøkonomi baseret på en hvile-i-sig-selv forventning ledsages ofte af en on/off opmærksomhed. Vi reagerer, når kassen er tom, og forholder os for sent til materien. Til tilskuddene – og hvad de fører til. Vi kender det hjemmefra. Aldrig så snart har vi købt en forsikring eller tegnet et telefonabonnement eller et medlemskab af en veldædig forening, før vi bombarderes med opfordringer til at lade regningen opkræve via BetalingsService. Og vi ved nok hvorfor. Når regningen betales automatisk, glemmer vi at forholde os til den. Eller vi forholder os for sent til den. Når den slår ud som overtræk på kontoen.

Uholdbare tilskudsregler

At tilskudsreglerne er uholdbare, fik vi anskuelsesundervisning i tidligt i maj måned, da det blev nødvendigt at hastelovgive mod den såkaldte 60/40 støtteordning for solscelleanlæg. Inden for de seneste par måneder var Energinet blevet bestormet med ansøgninger om etablering af solcelleanlæg med en samlet kapacitet på 4.500 MW – nok til at dække Samsø. Med en kapacitet svarende til 14 x kapaciteten på Amagerværket antoges anlæggene at ville udløse tilskud på 10-12 milliarder kroner over de næste 10 år.

Direktør Anders Ztorm, Solenergi Danmark, stod bag 80 pct. af ansøgningerne. Ztorm har kunnet drage fordel af, at afregningsprisen for el er uændret, medens det er blevet billigere at fremstille solcelleanlæg. Men med en konstant afregningspris og faldende grænseomkostninger, bliver det ikke sidste gang, nogen forsøger sig med mammutanlæg. Tilskudsreglerne trænger til et grundigt eftersyn, hvis vi skal undgå lækager i statskassen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *