Panama – hvad bankerne ikke havde brug for

Vi er de seneste par uger blevet noget klogere på, hvad de i banken (også) gør efter tre. Efterspillet til dokumentaren vi­ste en sektor, der har problemer med troværdigheden. Filer­ne fra Panama dukkede op på et såre ubelejligt tidspunkt.

Nordea, Danmarks næststørste bank, har på det seneste løst billet til en tur i mediemøllen. At netop Nordea har bragt sig i gabestokken er umiddelbart overraskende. Blandt de store spillere – jamen sådan heddet det i jargonen – klarede Nordea sig bedst igennem finanskrisen, som kostede sektoren dyrt i troværdighed. Måske står vi over for et tilfælde af nemesis.

Nordea har fået blå mærker

Nordea forekommer at have haft lidt for travlt med at hjælpe kunder med ondt i skatten til en diskret adresse hos en hjælpsom advokat i Panama. Herfra har ubeskattede formuer kunnet placeres i skattely på Jomfruøerne (der for længst har mistet deres uskyld), Seychellerne og andre eksotiske lande, som ikke indberetter til det danske skattevæsen.

Grydelågsrevolutionen i Reykjavík og Camerons forklaringsproblemer vidner om, at vi her har at gøre med en form for bankvirksomhed, som i store dele af befolkningen ikke nyder nogen større sympati. Det er vist de færreste, der i Nordeas private banking kunder mener at kunne se frihedskæmpere, som Glistrup i 1971 sammenlignede nulskatteyderne med. Ak, hvor langt fra Den sjællandske Bondestands Sparekasse til Björn Wahlroos’ og Christian Clausens Nordea – fra træsko til laksko.

Nordea havde i DR1’s dokumentar om det store skattelæk sat sin nye chef for bankens private banking akiviteter på en uriaspost. Næste gang vil vi gerne se manden på gården. Men Sander kunne sin lektie: ”Vi hjælper vore kunder med at betale den skat, de skal. Vi forholder os til, at alt, hvad vi medvirker til i Nordea, er inden for lovens rammer og inden for vores etiske retningslinier”. Udsendelsen efterlod hos mange seere en oplevelse af, at Nordeas etiske retningslinier næppe indbærer nogen indsnævring af rammerne for bankens virke. Og med hensyn til loven. Tja, hvordan er det nu, fanden læser bibelen?

Bankerne må back to basics

Bankerne har gjort det igen. Opbygget deres egen lille verden af Potemkin kulisser. Med skuffeselskaber, stråmænd og for længst afdøde direktører. De er vel døde af overanstrengelse. At være direktør for mere end 10.000 selskaber kræver sin mand (kvinde). Så vist var det ikke blot et dansk eller et nordisk fænomen. Men Nordea, Nordens største bank, var dog blandt de allerstørste klienter hos det internationalt kendte advokatfirma Mossack Fonseca i Panama.

Fra tid til anden glemmer bankerne, at de er sat i verden for at finansiere realøkonomien – ikke finansielle gimmicks. Da bankerne senest meldte sig ud af virkeligheden, så sent som i 00’erne, endte det i en finanskrise. Bankerne havde opbygget deres eget univers af CDO’er, CDS’er og andre syntetiske produkter, hvoraf flere havde karakter af rene væddemålskontrakter, som ingen – heller ikke bankerne – forstod, før det var for sent.

Konstruktionen kollapsede i 2008. Bankerne, der var truet af sammenbrud, måtte hjælpes på benene igen. De blev hjulpet. Af skatteborgerne, som lagde ryg til, da staterne spændte et sikkerhedsnet ud under de forvorpne banker. I det lys er Panama-affæren svært ubelejlig for bankerne.

Nye tider for finansen

Nordeas kommunikation har ikke været overbevisende. Fra Sanders afvisning af, at der skulle være noget at komme efter til koncernchefens oplysning om, at Nordea vil afbryde ethvert samarbejde med Mossack Fonseca. Alt sammen inden for blot 24 timer.

Det viste sig helt utilstrækkeligt med et par besværgende sætninger, der blev afspillet, uanset hvad Nordea blev spurgt om. Banken undervurderede fatalt sit publikum, der kom til at sidde tilbage med en oplevelse af, at der stikker noget under. Tiden er ikke til den slags goddag-mand-økseskaft. Tage Andersen, Danske Banks legendariske direktør, kunne i 1980’erne slippe af sted med at besvare hvorfor-spørgsmål med et fordi-jeg-siger-det. Det går ikke i dag. Bankernes har ikke renommé til det.

Bankerne, og den finansielle sektor i almindelighed, har over den seneste halve snes år trukket hårdt på troværdigheden. Der er slidt på tålmodigheden og overbærenheden med sektoren. En møjsommelig genopbygning af tilliden til sektoren er kun lige begyndt. Panama affæren er et kedeligt tilbageslag. Onsdag måtte landets tre største banker med kort varsel stille op til verbal spanking på Christiansborg. Ak, hvor forandret dog alting er. Det er såmænd ikke så mange år siden, at magtfulde bankdirektører læste politikerne teksten, når Finansrådet holdt årsmøde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *