Den lave rente – en udfordring for den finansielle sektor

Af Jørn Astrup Hansen 3

Vi er i færd med at få japanske tilstande i Danmark. Inflationen er gået i stå, og der er ikke længere nogen rente. Den finansielle sektor er kommet under pres. Omkostningerne er blevet meget synlige. Finansielle gimmicks er på vej ud af øko­­nomien. Tilpasningen af den finansielle sektor er kun lige begyndt.

A new normal?

Den 11. april oplyste Danske Bank at have tilbagebetalt et lån på 24 milliarder kroner, som staten i maj 2009 stillede til rådighed som hybrid kernekapital. Erhvervs- og vækstministeren glædede sig over indfrielsen af lånet, som han ser som et tegn på, at dansk økonomi igen er på vej mod normale tilstande. Der er al mulig grund til at glæde sig over, at Danmarks største bank efter en tur i grøften nu er i færd med at bringe tøjet i orden igen. Men normale tilstande? Ja, tja, bum, bum.  

I 2007 havde vi 150 pengeinstitutter. Siden har 60 opgivet ævred. Blandt de 90, der er tilbage, er der vel en halv snes zombier, eller levende døde, som uden Indskydergarantifonden, pengeinstitutternes støttehjul, og et langmodigt Finanstilsyn for længst var gået bort. Men det er, med en enkelt undtagelse eller to, mindre pengeinstitutter, som ikke frembyder nogen systemisk risiko. Så ja, for en umiddelbar betragtning er pengeinstitutterne i færd med at bringe sig tørskoet i land.

Indlånsrenten er nul

Men hvad er det, der møder pengeinstitutterne, når de kommer op på land? Det er det rentefrie samfund. I Nationalbanken er udlånsrenten 0,2 pct.; i ECB 0,25 pct. Alan Greenspan, formand for det amerikanske Federal Reserve System (1987-2006), der nærede en blind tillid til markedets evne til at regulere sig selv, havde kun én recept i skuffen. Greenspan, og med ham en hær af centralbankchefer, ordinerede en ekspansiv pengepolitik, the Greenspan put, som et middel mod økonomiske dårligdomme af enhver art. 

Resultatet var en meget rigelig likviditet og en lav rente. Det blev nemt, for nemt, at låne. Vi fik bobler; i 2008 var krisen over os. Og så var det for sent at stramme pengepolitikken. De finansielle kreditorer, heriblandt pensionsopsparerene, måtte med en minimal rente holde hånden under forgældede medborgere og overeksponerede banker. Bankunion eller bankpakker. Det kan være det samme. Vi kommer alle til at deltage i regningen. Vi er alle i samme båd.

Jævnligt sætter obligationsrenten nye bundrekorder. Alligevel kan vi opleve cheføkonomer – sågar seniorstrateger – anbefale Nationalbanken at sænke renten, blot der kommer et skuffende tal for beskæftigelsen eller detailomsætningen. Sænke renten? Min Gud, vi har ikke nogen rente, vi kan sænke. Ingen kan vel for alvor mene, at det gør nogen som helst forskel, om renten er 0,2 eller 0,1 pct. – eller ingenting. Med en meget dristig pengepolitik har centralbankerne sat rentevåbenet over styr. Værktøjskassen er tom.

Men udlånsrenten stiger

Det er uklart, hvordan vi skal indrette os i et nulrentesamfund. Vi har ingen erfaringer at trække på. Men givet er det, at den finansielle sektor står over for store udfordringer, om den nuværende situation er kommet for at blive. Den finansielle sektor befinder sig i et lavrentemiljø som en blåhval på grundt vand. Den lave rente levner ikke plads til finansielle herresving. 

Siden oktober 2007 er Nationalbankens udlånsrente faldet fra 5,5 pct. til nu 0,2 pct. p.a. Alligevel har vi jævnligt kunnet læse om snart den ene, snart den anden, bank, som med fantasifulde begrundelser forhøjer udlånsrenten. Forklaringen er enkel. Medens både ind- og udlånskunderne tidligere bidrog til bankernes rentemarginal, så er der ved en rente på 0,2 pct. ikke længere noget at tjene på indlånskunderne. Hele rentemarginalen, der er blevet meget synlig, er i dag indeholdt i udlånsrenten.

Med de nuværende renteforhold vil en større del af finansieringen gå uden om bankerne. Bankerne vil miste marked. Det er på længere sigt næppe nogen fordel for samfundet. Bankernes styrke er evnen til at transformere små, kortfristede indlån til store, langfristede udlån, som bankerne holder risikoen på. Det hele forudsætter en ekspertise i kreditvurdering – en ekspertise, som bankerne i 00’erne forekom at have gjort sig uvenner med.

Bidraget større end renten

Også realkreditinstitutterne har med den lave rente fået deres rentemarginal udstillet.  Den variable rente på et realkreditlån er så lav som 0,6 pct. p.a. Til gengæld er bidraget 1,5 pct. Hver gang låntager betaler 100 kroner til obligationskøber, der stiller pengene til rådighed, betaler han 250 kroner til realkreditinstituttet, der administrerer låneforholdet. 

Også her vil det komme til et pres på bidragssatsen. Også her vil obligationskøber overveje at gå uden om realkreditinstituttet. Længe har således pengeinstitutterne, der er storinvestorer i realkreditobligationer, tilbudt prioritetslån på realkreditlignende vilkår. Medens bidragssatsen tidligere var fastsat i realkreditloven, så fastsættes bidraget nu individuelt, som realkreditinstitutterne forekommende oplyser.   

Investeringsforening eller cash cow?

Senest har investeringsforeningerne – igen – været en tur i udhængsskabet. Den 7. april anbefalede Finanstilsynet i en kritisk rapport investeringsforeningerne ikke færre end 10 veje til lavere omkostninger og bedre afkast. I investeringsforeningerne betaler man som investor en tegningsprovision på typisk 0,75 – 1 pct., når man ”melder sig ind” i foreningen. Med en lang obligationsrente på 3,25 pct. koster ”medlemskortet” et beløb svarende til typisk 25 pct. af første års afkast.  

Værre er det med den markedsføringsprovision, som investeringsforeningerne for investorernes regning betaler til de banker, der sælger investeringsbeviserne. Typisk ligger markedsføringsprovisionen, som bankerne koket kalder kick-back for at komme et andet ord i forkøbet, omkrig 0,6 pct. Provisionen var til at overse, da renten var 10 pct. eller mere. Med dagens rente anvender investeringsforeningerne typisk 20 pct. af investorernes afkast til at smøre bankerne. Hvert år. Uden at vide det betaler private investorer i foreningerne årligt mere end 3 milliarder kroner til bankerne. Provisionens størrelse turde være døden for de obligationsbaserede investeringsforeninger.

Pension – kan det betale sig?

For et par uger siden offentliggjorde CEPOS en række beregninger, som viser, at mange sætter penge over styr ved at spare op til pension. Det er modregningen i sociale ydelser, som spiller mange et puds. Selv forholdsvis beskedne private pensionsudbetalinger fører til en aftrapning af diverse sociale ydelser. Sammenholdes effekten af denne aftrapning med beskatningen af afkastet af pensionsordningen kan den effektive marginalskat beregnes til alt mellem 40 og 130 pct. 

Jo tættere man kommer på pensioneringstidspunktet, og jo mindre man tjener, jo mindre er de skattemæssige incitamenter til at spare op til pensionen. For en 40-årig, der betaler topskat, udgør den samlede, effektive beskatning af private pensionsudbetalinger 40 pct.; for en 60-årig, der betaler bundskat, andrager den effektive beskatning 130 pct.

Pensionsselskaberne var hurtige til at udtrykke bekymring for den danske pensionsmodel. De vil have nedsat en arbejdsgruppe, der skal kortlægge konsekvenserne af samspillet mellem beskatningen og aftrapningen af sociale ydelser. Ikke et ord om renten, som man dog ville have tillagt en vis betydning for interessen for at spare op. Store pensionsselskaber tilskriver i 2014 depoterne en rente på blot 1,8 pct. før skat. Er det ikke en del af problemet? Kan pensionsselskaberne med en rente på mindre end 2 pct. leve op til pensionsforsikringstagernes forventninger – og egne forpligtelser?

Kan det med en rente på 1,8 pct. overhovedet betale sig at spare op?

3 kommentarer RSS

  1. Af V .

    -

    Spot on…….japanske tilstande!

    Deflation?

    Økonomer definerer det på flere måder. En beskrivelse definerer det som følgende:
    Deflation er en sammentrækning af den overordnede volumen af penge og KREDIT!

    Hvorfor optræder deflation på trods af Centralbankernes syge nulrente politik? Svar:
    Der eksisterer mere ubetalelig gæld i systemet, end realøkonomien kan modsvare!

    Ligeledes ser det ud til at også at den danske stat, med sin pensions og skattepolitik, som en tyv i ly af mørket spreder deflations scenariet ud over danskernes opsparinger?
    Uden en reel rente bliver de enten ædt op af skatter og afgifter eller modregnet, når de engang skal tages i brug?!

    Tak, Jørn Astrup Hansen for den præcise beskrivelse.

    Men hvornår siger danskerne stop?

  2. Af J. Hansen

    -

    Kære Jørn Astrup Hansen, du skriver “Kan det med en rente på 1,8 pct. overhovedet betale sig at spare op?”
    Er det ikke sådan at der skal spares op (betales gæld) før økonomien får det bedre eller gælder gamle regel fra Matador at en pantsat grund ikke giver nogen indtægt – ikke mere?
    Danmark er i jo høj grad pantsat.

  3. Af B P

    -

    Et nulrente system er et system der holdt helt op med at fungere. Så simpelt er det.
    Ikke desto mindre fortsætter man som intet er hændt.

    Påstanden om at vi alle kommer til at betale for gældsrytterne, er dog betinget af, at folk bliver ved med at finde sig i det.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info