Finanskrisen – lærte vi noget?

Finanskrisen har afdækket behovet for strengere krav og, navnlig, en holdningsændring. Finansministerens aftale med Goldman Sachs om et medejerskab til DONG kunne tyde på, at det har lan­ge udsigter med det sidste.

Vi har svært ved at lægge finanskrisens bag os. Jævnligt kan vi høre bankdirektører give udtryk for, at selvransagelsens tid nu må være forbi. Vi må videre ud over stepperne; vi må se fremad. Man forstår godt, at der blandt finanssektorens uheldige helte kan være en betydelig ulyst til at beskæftige sig med fortiden. Når man lytter til sektoren, kan man få det indtryk, at bankdirektørerne blot er væltet med cyklen, og at de er klar til igen at bestige væltepeteren, når de lige har børstet støvet af den blå blazer. Som vi må forstå sektoren, vil det være til stor lykke for os alle, om bankernes verden igen kan blive som før.

Hvem ser den næse boble?

Men er det ikke at tage det for let? I oktober 2008 måtte staten stille en garanti på ca. 3.500 milliarder kroner for pengeinstitutternes forpligtelser. Pengeinstitutterne har ikke kunnet overbevise os om, at det ikke vil ske igen. Tværtimod. Højt betalte bankdirektører og myndighedspersoner, som stod på mål for 3.500 milliarder, skiftes til at forklare os, at finansielle bobler har den forunderlige egenskab, at man ikke kan se dem, før de brister. Hverken Peter Engberg, Peter Schütze eller Peter Straarup kunne se boblen, før det var for sent. Var Peter Pedal virkelig den første til at erkende krisen?

Med en rigelig likviditet og en rente på nul – et resultat af en ukontrolleret gældsætning i 00’erne – synes de væsentligste forudsætninger for en ny boble at være til stede. Investorer uden de tilstrækkelige forudsætninger for at kunne vurdere risikoen, søger over i eksotiske aktiver for dog at bjærge sig en positiv realrente af opsparingen. Med liggeomkostninger, der er negligerbare, har aktier og faste aktiver i dag den pris, som andre antages at ville betale i morgen. Hørte vi ikke det samme omkvæd i 2007?

Behov for holdninger – ikke regler

Vi sætter vor lid til strengere krav, navnlig kapitaldækningskrav, til pengeinstitutterne. Det er alt sammen meget godt. Og nødvendigt. Men er det tilstrækkeligt? Kan vi overhovedet forebygge en ny krise med flere og skærpede krav?

Den 5. oktober 2008 indgik de politiske partier et forlig om lov om finansiel stabilitet. Den ubegrænsede statsgaranti – bankpakke 1 – var en realitet. Det samme var det statslige afviklingsselskab, der fik navn efter loven. Samme dato, 15 år tidligere, udtrykte statsministeren sig på følgende måde i sin åbningsredegørelse til det høje ting: ”Ingen regering kan forny et samfund alene ved love og cirkulærer. Det er holdningen hos hver enkelt borger, der er det bærende.”

Der går en lige linie fra dereguleringen af de finansielle markeder til sammenbruddet i 2008. Inspireret af stærke, neoliberalistiske strømninger kastede bankerne i 00’erne alle hæmninger overbord. Bankerne ”vækstede” på livet løs. Med aktieoptioner i fantomklassen og overdådige fratrædelsesordninger bragte bankdirektørerne sig i en win-win situation. Det kunne simpelthen ikke gå galt. For direktøren. Gik det galt for banken, kunne direktøren se frem til en fyreseddel og det halve kongerige. Forholdet førte til moral hazard.

Der udkom i fjor to bøger om finanskrisen: ”Andre Folks Penge” af Sandøe og Svaneborg og ”Finanskrisen – Kleptokratiets konsekvens” af Christen Sørensen. Titlerne siger alt. Finanskrisen var i vidt omfang resultatet af et moralsk forfald. Flere bankdirektører viste sig at være uden den ydmyghed, der bør kendetegne omgangen med andre folks penge. En hidtil uset grådighed vandt indpas i sektoren på bekostning af almindelig ordentlighed. Gordon Gekko (Greed is good) blev kult.

Kan staten vise vejen?

Den finansielle sektor, sikkert også store dele af det øvrige erhvervsliv, har behov for en markant styrkelse af sin forretningsetik, hvis kapitalismen ikke skal miste moralsk og politisk legitimitet. Staten – myndighederne og politikerne – kunne passende vise vejen. Men der er unægtelig behov for, at også staten skærper den moralske profil. Også staten har fået en lidt skødesløs holdning til andre folks penge. 

I forbindelse med forliget om finansloven for 2014 forgreb politikerne sig på midlerne i den selvejende institution, Arbejdsmarkedets Feriefond. 320 millioner kroner forsvandt ned i statskassen, medens fondens bestyrelse, der udpeges af beskæftigelsesministeren, så til. Et bestyrelsesmedlem besværede sig. Ikke over, at politikerne havde hævet lønmodtageres feriepenge, men over, at bestyrelsen nu ikke kan bruge pengene på Fregatten Jylland, Dansk Cyklist Forbund og andre formål, som bestyrelsen har fundet behag i. Staten lukrerer på, at et antal lønmodtagere forsømmer at hæve deres feriepenge. Det er uværdigt.

Den 15. januar skaffede staten sig i en uhellig alliance med bankerne og pensionsselskaberne adgang til vore pensionsopsparingskonti, der blev drænet for en skat på 15,3 pct. af afkastet i fjor. Det havde vi ikke fået noget at vide om, vi havde ikke selvangivet det skattepligtige beløb, og vi får ikke nogen opgørelse, der viser, hvordan skatten er beregnet. Forløbet, der er kompromitterende for både staten og pengeinstitutterne, hører ikke hjemme i et retssamfund.

Fra guldfirer til Goldman og guldregn

Senere på måneden skal Finansudvalget tage stilling til et aktstykke, som vil gøre den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til aktionær med særlige beføjelser i DONG. Selv om Goldman Sachs med 19 pct. af aktiekapitalen alene bliver mindretalsaktionær i DONG, indretter DONG sig allerede nu på en tilværelse som kapitalfondsejet selskab.

DONG’s medarbejdere vil blive indbudt til på samme vilkår som Goldman Sachs at tegne aktier i DONG til en værdi af indtil 450 millioner kroner. Senest i 2018 tildeles medarbejderne gratis aktier til en værdi af indtil 562,5 millioner kroner (i 2014-priser). Hvis vi antager, at børsværdien af DONG i 2018 er eksempelvis den dobbelte af værdien i dag, kan medarbejderne i DONG se frem til en fortjeneste på 1,5 milliarder kroner. Heraf tilfalder halvdelen 250 ledende medarbejdere med direktionen i spidsen.

Aktieprogrammet, ”der skal ensrette ledelsens incitamenter med aktionærernes”, er stødende. Hvorfor er det dog nødvendigt at bestikke de ledende medarbejdere? DONG er i forvejen kendt for et meget højt lønniveau. Alle husker vi bestyrelsesformandens redegørelse om forholdene i ”guldfireren”. Pagten mellem Goldman Sachs og ledelsen er en hån mod de værgeløse elforbrugere, som af staten kastes for løverne.

Goldman Sachs – ikke værre end de andre

Ved valget af Goldman Sachs som medejer forlader politikerne sig på, at penge lugter ikke. Lisbeth Bech Poulsen (SF) mener, at Goldman Sachs ikke er så meget værre end andre banker – bare større. Jesper Petersen (S) finder, at kritikken af Goldman Sachs er lidt religiøs. Peter Christensen (V) kom nemmere om ved det. Han havde, som han sagde, ikke studeret Goldman nærmere, men han bakkede rigtignok op om aftalen!

Corydon, der har inviteret en af finanskrisens mest kontroversielle banker op i stadsstuen, skulle her have trukket en streg i sandet. Politikerne har forpasset muligheden for at sætte et eksempel til efterfølgelse for en finansiel sektor, der døjer med et moralsk underskud.

4 responses to “Finanskrisen – lærte vi noget?

  1. Nu tror jeg ikke på, at der indenfor forretning er noget, der hedder etik. Der er love og regler; men politiet og andre myndigheder efterforsker grundlæggende ikke af egen drift. Så til at begynde med kunne man jo prøve at få overholdt de love og regler, der allerede gælder.

    Jeg enig i, at de fine regler omkring SIFI’er grundlæggende set er et spørgsmål om at slukke branden efter at halmstakken er brændt ned. Det er da bedre end ingenting; men ikke så forfærdelig meget, for ruinerne ligger stadig i vejen.
    Det med at redde banker er meget godt; men man skulle nok prøve at oprette nogle nye – og så redde debitorerne ud én for én.

    Jeg vil her påpege nogle helt fundamentale forhold, hvor de nuværende banker aldrig kommer til at passere den mest elementære prøve.

    1) Nationalbanken har offentliggjort en undersøgelse af 250 års valutakursbevægelser, hvor man konkluderer:
    a) Transaktionshastigheden, dvs. at man indenfor mikrosekunder kan købe og sælge har ikke nogen indflydelse – der kan f.eks. ikke påvises nogen forandring i bevægelserne før og efter det transatlantiske telegrafkabel blev indført. Dvs. at de nuværende bankers forklaringer og opfattelser har intet empirisk grundlag at støtte sig til. De er rene postulater.
    b) Kursbevægelserne på valuta er med sikkerhed IKKE normalfordelte, som man ellers går ud fra i bankernes modeller til risikovurdering.
    Værnepligtige er med god tilnærmelse normalfordelte i højden; men jeg har aldrig hørt om værnepligtige under 30 cm i højden eller over 3 meter. Dvs. de virkelig ekstreme begivenheder er mere ekstremt sjældne end de er ekstreme.
    Bankernes opfattelse af, at det nok nogenlunde passer og med lidt mere sul på egenkapitalen give en sikkerhedsmargin – den er ikke alene forkert – den vil uvægerligt føre til sammenbrud som i 2008.
    Sagen er nemlig den, at der er nogle ret store klasser af sandsynlighedsfordelinger, der ikke har nogen spredning, fordi man deler med nul i funktionen. Det betegnes som “fedhalede” fordelinger som samlebetegnelse fordi ekstreme hændelser nok er sjældne; men ikke usædvanlige. Vi kan indenfor de sidste par hundrede år dokumenterer finansielle sammenbrud af en størrelsesorden som ikke burde forekomme iht. bankerne indenfor 1000 år. Det er forekommet flere gange på et århundrede.

    Dvs. bankerne har end ikke en opfattelse af, hvad de roder med. Det er som, når den Nordkoreanske diktator leger med atomvåben – noget, der KUN kan gå galt.

    2) Bankerne lever af at forvandle korte(re) indskud til lange (længere udlån). Oversættelsen af dette vil under “normale” omstændigheder følge rentekurven: Dvs. et kort udlån vil have en årlig rente, der er mindre end et langt udlån. Denne rentekurve lader til i alt væsentligt at være defineret af forholdet mellem realrenten (forskellen mellem bankrenten og inflationen) på den ene side og produktivitetsstigningen i samfundet på den anden.
    Det er imidlertid ikke uproblematisk, for realrenten er jævnligt nul. Det får så endda være. Værre er, at produktivitetsstigningen er efter omstændighederne OGSÅ nul, så her deler vi med nul – igen. Det er ikke en skødesynd i bankerne at dele med nul: Det er en religion.
    Tilmed er selve produktivitetsmålingen – ikke alene af bankernes indsats, som man undlader med stor omhu af angst for sandheden, nemlig når man ikke laver noget fornuftigt, så har man ikke nogen produktivitet overhovedet (endnu engang deler man med NUL)! – men også offentlige investeringer og arbejder har man traditionelt undladt at produktivitetsvurdere. Det er der så de sidste 5-10 år kommet en ændring på. Vi ser det på folkeskoleområdet, hvor man bruger 10 år til at uddanne analfabeter – formentlig fordi det sammen med talblindhed er uomgængelige krav til bankansatte. Ellers vil de ikke kunne køre der uvirksomheder ud over klippen med så usvigelig sikkerhed.

    3) Endelig har man i den finansielle branche nogle fornemme begreber som varighed: Dvs. hvor meget en renteændring påvirker kursen på et papir – evt. investering. Her fjumser man gladelig rundt og differentierer f.eks. annuiteter. Det uden at lade sig forstyrre af, at i hver termin ændrer funktionen sig fundamentalt, fordi betalingsrækken nu er en betaling ringere – medmindre man regner forfaldne og betalte ydelser med negativt. Til sidst er en annuitet i terminen ikke differentiabel: Den er end ikke kontinuert. Alt sammen gymnasiematematik i første uge af et spildt forløb.

    Der er flere – ikke bare dubiøse – men direkte fløjtende forkerte konceptuelle forhold i finansiel regning, risikovurdering og likviditetsopfattelse; men det får være for nu, da det kun gør en ked af det.

    Konklusion:

    Der er brug for en rekonstruktion af finansiel teori, bare en, der udrydder de mest åbenlyse fejl. Vi taler om en reform af økonomisk tænkning på linje med Keynes, der som den første vel egentlig påpegede sammenhængen mellem finansiering og økonomi i kurven der postulerer en sammenhæng mellem rente og investeringer.

  2. B.P.
    Hvis Du havde læst mit indlæg, så ville Du forhåbentlig have forstået, at det lige præcis IKKE er politikerne, der har ansvaret her: Det er alene bankerne!

    ad 1) Det kan ikke være et politisk ansvar, at bankerne demonstrativt IKKE har begreb skabt om, hvad sandsynligheden for en systemisk krise er. – Ikke når bankerne postulerer, at have taget højde for det!
    At pålægge politikerne et ansvar for det er som at forlange, at sundhedsstyrelsen skal godkende heksedoktorer, fordi de nu er der!
    Det er så et politisk problem; men det er noget andet end et ansvar. Ansvaret kommer, når man fra politisk hold ikke skrider ind med den fornødne brutalitet. Det er et politisk ansvar, at man lukker øjnene for en så grov misrepræsentation af virkeligheden, som er så grel, at den må være mod bedre vidende!

    ad 2) Det er heller ikke et politisk ansvar, at bankerne ikke har den fjerneste opfattelse af rentekurven. Nationalbanken har gentagne gange – højt, larmende og oppe i falsetten – gjort opmærksom på det utilstedelige i, at finansiere en langsigtet forpligtigelse med et endog meget kortvarigt lån. Det politiske ansvar er, at man ikke har fjernet enhver form for ledelse i bankerne – erstattet den – og fængslet direktioner og bestyrelse i meget lang tid: For ganske enkel så uansvarlig bankdrift, at det udarter til decideret underslæb.

    ad 3) Det er heller ikke et politisk ansvar, at Handelshøjskoler og Universiteter underviser i noget, der ganske enkelt ikke er rigtigt. Ansvaret kommer i form af, at man ikke har sikret sig, at idioterne ikke i folkeskolen har lært, at man ikke kan dele med NUL!

    Pointen er imidlertid:

    Det er et politisk ansvar, at denne katastrofe aldrig nogen sinde kan indtræffe igen.

    Det betyder også, at de nuværende pengeinstitutter må afvikles og hele finanssektoren rekonstrueres. De nuværende institutter er helt klart ikke i stand til at løfte opgaven. Bankmedarbejdere, der ikke kan regne helt elementært kan IKKE bruges. De må faktisk slet ikke komme i nærheden af penge!

    Når man ikke kan risikovurdere, man ikke aner, hvad rente er og kommer med beviselig urigtige metafysiske påstande om små grønne mænds indsigt. Så er man decideret utilregnelig og må spærres inde som sådanne.

    Muligheden for på et fornuftig grundlag at retablere en finanssektor af meget beskeden størrelse, der kan udføre den nødvendige kreditformidling, den er til stede.
    Vi taler om reformer i størrelsesordnen af dem, der kom i 1930’erne, hvor man fik den økonomiske makroteori til supplement af mikroteorien. Den økonomiske teori er der sådan set ikke noget i vejen med i hovedtrækkene, problemet er – for mig at se – at man mangler den sammenkobling af mikro- og makroteori, som finansiering skulle udgøre.

    Det svarer til, at man i naturvidenskaben var meget længe om at opdage at den energi der udløses ved forbrænding principielt set er det samme som gør avs, når man kører ind i et træ!

  3. Der er nogle andre overordnede forhold, der gør sig gældende således, at verden aldrig bliver den samme for bankerne igen.

    1) Bankhemmeligheden er væk for altid. Man har siden middelalderen kunnet tinglyse fast ejendom, det princip vil blive udvidet. Det er nemlig teknisk overkommeligt efterhånden at følge ikke alene fast ejendoms provenance; men faktisk enhver værdi. Dvs. at når f.eks. en obligation udløber og der skal ske udbetaling, så vil man rette forespørgsel til ihændehavers ret til pengene. Denne besiddelse vil have et revisionsspor helt tilbage til udsteder. Man vil have en historie om besiddelse og pantsætning.
    Det har så ikke så forfærdelig meget med økonomien at gøre; men om anti-terror. Det er jo i den forbindelse, at man har haft den største interesse i at følge pengestrømmene i detaljer.
    Det har så medført, at der næppe er noget, der hedder ihændehaverpapirer mere for praktiske formål. Det har nemlig vist sig ganske hensigtsmæssigt i forbindelse med noget så banalt som bekæmpelse af skattesvig.
    Vi er en del, der har hørt familie, platugler og “finansgenier” prale med deres penge, som Skattefar ikke véd noget om i en schweizisk bank (kan også være Kanaløerne eller Karibien).
    Der er bare det ved en schweizisk bank: Det er ikke svært at sætte penge i en schweizisk bank, men jeg har aldrig hørt om nogen, der har fået dem UD igen. Det sidste er nemlig mere end ualmindelig svært.
    Da man så også knæsætter, at enhver har ret til en ganske almindelig bankkonto, så er der ikke meget tilbage af det man traditionelt opfatter som kontanter. Der står jo ikke noget kontonummer på en hundredekroneseddel; men det gør der på et dankorttræk.
    Man kan allerede nu se, at guld bliver værdiløst: Alle dem, der har skrabet guld til sig får et problem, hvis de vil søge at gøre de penge likvide – der skal intet til, så rasler guldprisen ned – og der er langt til bunden.

    2) Man er i praksis gået væk fra, at bankernes indskydere IKKE kan tabe penge. Bare spørg de russiske kriminelle, der havde penge i de cypriotiske banker! De små indskydere vil blive dækket; men derudover – så kan man ikke være for forsigtig med hvem man låner penge.
    Det i forbindelse med de schweiziske konti betyder enden på interbankmarkedet – banker kommer aldrig til at låne hinanden penge uden sikkerhed. Hvis en bank har indlånsunderskud, så må den udstede – reelt – risikobærende obligationer, hvilket naturligvis vil give sig udslag i renten.
    Se de penge, som er indskudt – og til dels stjålet (ikke så meget af skattesvigerne; men af bankerne, når de ikke kan finde ud af, hvem, der har lånt dem pengene) – de kan ikke lånes ud i Schweiz – så mange kukure laves der ikke – mere. De penge skal lånes ud: Enten via filialer i andre lande eller via lån til banker i andre lande – og dermed bliver disse udlån reelt risikobærende. Hvorfor det?

    Jo, bankerne har jo reelt ikke noget, der hedder egenkapital: Det tal fremkommer alene som resultat af manglende tabsafskrivninger. Der, hvor vi har kikket efter, så er egenkapitalen tabt 2-3-4 gange. Så længe banken har kunnet låne penge til at finansiere de tabte fordringer – ingen ko på isen. Men det vil der komme, når kreditorerne kræver en risikopræmie for den meget reelle risiko, at banken går konkurs. Så bliver det dyrt at finansiere tabte fordringer. Man kan låne i Nationalbanken – javel; men mod sikkerhed i gode lån, som nok skal forsvinde i det øjeblik debitor får mulighed for at låne penge ad anden vej – virksomhedsobligationer f.eks. Vi lærer at leve uden banker.

    3) Når nu Kina kollapser – og det er faktisk allerede sket; men vi har ikke villet indse det endnu. De tal for økonomisk vækst i Kina hænger ikke sammen med, at vi kan se at man overalt i verden lukker miner. Man tilpropper oliekilder. Spørg i Australien til, hvad man kan få jernmalm til i denne uge – eller kullet – til at lave stålet af.
    Det andet, der heller ikke passer er, at der er mangel på TØRMÆLK. New Zealand har det økonomisk helt fint. De sælger tørmælk til Kina og sender ganske fortrinligt smør på markedet til foræringspriser.
    Problemet er ikke så meget at Kina skal ud og købe fødevarer – rigtig mange endda. Problemet er heller ikke, at der ikke er fødevarer, det er der skam – masser – rigtigt, rigtig masser.
    Problemet er, at Kina kan ikke købe! Det er ikke, at de ikke har penge, det har de skam – afskyeligt mange: De kan bare ikke bruge dem.
    Når Kina skal ud at købe majs til svinefoder – så skal de købe i USA, der er den langt afgørende producent. Men Kina skal bruge så mange af sine penge, at det i sig selv vil trykke den amerikanske dollar. Samtidig vil det drive prisen på fødevarer op. Det vil betyde, at der dels kommer et formuetab i Kina, fordi USD bliver mindre værd. Majsen bliver også dyrere, så der kommer en rasende inflation – helt lokalt i Kina (hvis man kan tale om lokalt for så stort et land). Begge dele undergraver den formue Kina har.
    Det vil man jo ikke, så derfor lader man være og lader befolkningen sulte. Det går galt – rigtigt, rigtig galt. Det kan tage et par år til; men galt går det.
    Vi andre kan sgu være ligeglade, mad er der masser af og råvarerne er så billige, at man næsten ikke gider samle dem op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *