DONG – en filial af Government Sachs

Af Jørn Astrup Hansen 5

Staten er i færd med at give Goldman Sachs en overnormal ind­fly­delse som med­ejer af DONG. Har finansministeren for­sømt en due diligence af Goldman Sachs? Eller er sagen af­gjort efter devisen Money talks?  

DONG mangler kapital. Aktionærerne med den danske stat i spidsen svigtede deres ejeransvar og lod Anders Eldrup og Dong gå så længe til vands, at selskabet kom hankeløs hjem. Nu vil de ikke komme med flere penge. Dong skal have nye aktionærer.

Out of the blue kommer den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, ATP og PFA med 11 milliarder kroner, som køber dem 26 pct. af ejerskabet til DONG. Goldman Sachs – Government Sachs blandt kritiske iagttagere – erhverver alene 19 pct. af aktiekapitalen i DONG.

Goldman Sachs har forhandlet sig til en usædvanlig aftale med hovedaktionæren repræsenteret ved finansministeren. Banken deltager således i fuldt omfang i den gevinst, der forventes at være forbundet med en børsnotering af DONG om 3-4 år. Men staten holder en væsentlig del af risikoen på Goldman Sachs’ aktieinvestering.

For en umiddelbar betragtning tager det sig ud, som om banken blot har ydet DONG et konvertibelt obligationslån. Slår børsnoteringen fejl, kan Goldman Sachs bede om at få sine penge tilbage. Og bliver noteringen en succes, kan banken stryge gevinsten.

Goldman Sachs deltager som aktionær i DONG ikke i den fulde risiko. Alligevel knytter der sig til bankens aktiepost en overnormal indflydelse. Med blot 19 pct. af aktiekapitalen tillægges Goldman Sachs således samme vetoret, som efter selskabsloven forudsætter ejerskab til 1/3 af kapitalen.

Minsandten om ikke banken også skal godkende ændringer i DONGs direktion. Corydon har kastreret bestyrelsen, der fratages retten til at hyre og fyre direktionen. Måske ministeren har haft Fritz Schurs spektakulære fyring af Eldrup i erindring. Men en problematisk magtbalance skaber det unægtelig ved bestyrelsesmøderne i DONG.

Men hvad skal dog Goldman Sachs i DONG? For et par måneder siden barslede Rangvid udvalget med rapporten Den Finansielle Krise i Danmark – årsager, konsekvenser og læring. Men hvad har vi lært, og hvilke konsekvenser har vi draget af krisen, siden vi udstyrer Goldman Sachs med en strategisk ejerandel i Danmarks store energiforsyningsselskab?

Goldman Sachs, også kaldet vampyrblæksprutten, er indbegrebet af den dårskab på Wall Street, som førte til subprimekrisen, der siden udløste en international finanskrise. Goldman Sachs blev i 2010 af de amerikanske børsmyndigheder idømt en bøde på 3,3 milliarder kroner for at have vildledt sine kunder før og under finanskrisen. Det er sgu et kønt selskab for staten, SEAS-NVE og SydEnergi.

Staten medvirkede i 2005 til at gøre den australske kapitalfond Macquire til majoritetsaktionær i Københavns Lufthavne, som fonden siden udviklede til en pengemaskine. Alt imedens luftfartselskaberne våndede sig under krisen, havde lufthavnen i 2012 et overskud på 1,9 milliarder af en nettoomsætning på 3,5 milliarder kroner.

Ligeledes i 2005 erhvervede en række kapitalfonde ejerskabet til TDC, Danmarks store telekommunikationsselskab. Goldman Sachs, blæksprutten, der optrådte som finansiel rådgiver både for TDC og kapitalfondene, deltog i øvrigt selv i en af kapitalfondene!

Man ville have troet, at vi havde lært, at ejerskabet til infrastruktur- og forsyningsselskaber med et de facto monopol ikke kan overlades til grådige kapitalfonde. Og man ville have troet det muligt i handling at skelne mellem den tidligere finansminister, Thor Petersen, og den nuværende. Men nej.

Men hvem har dog taget Goldman Sachs med hjem? Er det DONGs direktør, der har været direktør i TDC og givetvis kender banken – og aner vi da en uhellig pagt? Er det Carsten Stendevad, ATPs direktør med en fortid i Citigroup – en anden af Wall Streets kontroversielle banker, der har givet sine gamle buddies et varmt tip? Eller er det Blå Bjarne selv?

5 kommentarer RSS

  1. Af C .

    -

    Endnu et sublimt indlæg fra Jørn Astrup Hansen, der udstiller de hovedløse kreditorer (staten og politikerne)!

    Et bevis på hvordan (politikere) sælger ud billigt og køber ind dyrt.

    Store indfrastruktur investeringer betalt af den danske skatteyder over årtier…….puf, væk……gone forever!
    Spekulation i dansk energiforsyning, for hvems penge?

    Alt imens byrden af energiafgifer (……..ikke den reele energi pris), bliver lagt over på dem der er flest af, de forsvarsløse borgere!

  2. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Jeg tror ikke, det har noget med børsintroduktion at gøre. Det hænger langt snarere sammen med HVDC elnettet, der skal forbinde Norges vandkraftværker med det nordtyske område. Vindkraft er imidlertid nær ved værdiløs, fordi den er som vinden blæser. Derfor skal man have en smidig og dyr regulator i de norske vandkraftværker, hvor man kan køre forsyningen ret så smidigt op og ned efter behov og vind.

    Det tyske problem ligger nemlig i, at overskudsstrøm skal ledes udenom Tyskland for at ende ned i Bayern – enten gennem Holland/Frankrig eller via Polen og Tjekkiet.
    Det er således det primære tyske investeringsproblem: At få Nordtysklands vindkraft til at hænge sammen med Ruhr og Pommerns energibehov.
    At jeg så tror, at Pommern skal reguleres med svenske vandkraftværker, som har stor effekt; men små vandmagasiner – det er noget andet – hvis jeg ellers kan se på et kort.

    Lykkes det, så vil afregningsprisen på vind-el blive en ganske anden.
    Det er denne afregningspris, som DONG aktierne er prissat efter.
    Den hænger imidlertid på en grusom masse politiske “hvisser”. Hvad agter tyskerne at på deres side.

    Det hænger nemlig også sammen med, at stærkstrømsledningerne skal føres langs jernbanelinjerne. Jernbaner er i Tyskland et forbundsanliggende (heraf navnet: Deutsche Bundesbahn); mens el-forsyning er delstatsanliggende. Det har hidtil været opholdt af flertallet i Bundestag og Bundesrat har været på hvert sit flertal!
    Nu hverken kan eller vil Regeringen og Bundesbank gå med til en fælles obligationsudstedelse, hvilket blokerer, fordi delstatsregeringerne i Nordtyskland er på røven og skal på deres obligationer betale en væsentlig højere rente. Forbundsregeringen er på sin side grusomt på måsen, fordi der er masser af statsobligationer med 10 års restløbetid, som har en ret høj kupon og dermed en ret så høj kurs. Disse obligationer er nærmest usælgelige, fordi med en kurs på 150% af pari, kan investor se frem til et stensikkert tab indenfor 10 år på 1/3 af investeringen (bortset fra årlige renteudbetalinger).

    Dér, hvor den skal ende, hvis jeg som sædvanligt læser tingene ret, bliver at Danmark og danske pensionssparere finansierer det nordtyske el- og jernbanenet mod en årlig lejeafgift. Dels er højspændingsnettet et nyanlæg, dels er jernbanenettet visse steder fra før 2. verdenskrig. Bla. fordi man under den kolde krig udmærket fra WAPA side vidste, at det i tilfælde af krig ville få rigeligt med atombomber, hvilket har en ubehagelig effekt på infrastrukturinvesteringers bogførte værdi.

    Det er så baggrunden for statens høje prisfastsættelse af DONG aktierne, fordi der kommer en prisstigning på vindkraft og transmissionsnet (som INTET har med Danmark at gøre – det er ren transit).

    Den tror ATP og PFA ikke helt på – belært af erfaringerne med Vattenfall og deres anlæg: Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket, som er blevet – måske – solgt til rabatpris. Amagerværket til nærmest foræring.

    Baggrunden for det er: Den svenske stat udsultede de værker for investeringer for at skaffe et overskud, der kunne beskattes brutalt. For at skaffe likviditet til skatte betalingen låner man så i navnlig Nordea, med sikkerhed i anlæggene, som man Nordea efterhånden finder ud af er tilnærmelsesvis værdiløse. Nordea havde allerede brændt kleptomanpølserne gevaldigt på SAS, hvor flyene er tilsvarende værdiløse (MD-80 tages nu – endelig – ud af drift). Nordea forlangte så mere kapital ind i SAS fra ejerne (de tre regeringer) eller opsagde man lånet.

    Det var så igen baggrunden for nedsættelsen af selskabsskatten i Sverrig – og Danmark (Nordsøen undtaget). Sverrig kunne nemlig ikke suge flere skatteindtægter ud af hverken SAS eller Vattenfall.

    Det udelukker så både Nordea og Danske Bank som investeringsbanker. Danske Bank, fordi den skal afvikles – specielt handelsafdelingen, der volder Nationalbanken en del problemer med spekulation mod DDK. Nordea i øvrigt også.

    Altså må man anvende et andet parkeringshus, som man kan være sikker på ikke sælger DONG aktierne til underkurs. Det betyder, at Goldman Sach må sikre sig vetoret overfor direktion og bestyrelses dispositioner, fordi de andre aktionærer: ATP og PFA vil være interesseret i så lav en aktiekurs som muligt. De har kun købt aktier nok til at sikre sig, at bestyrelsen ikke uden om dem sælger aktierne til en tredjepart til en underkurs, der vil påføre ATP og PFA et tab.

    Både ATP og PFA har dårlige erfaringer med Lars Løkke, hvor de efter købet af FIH blev nægtet at drive bank af Danske Bank. Derfor kan Danske Bank IKKE bruges som investeringsbank.

    At aktierne skulle kunne sælges til overkurs ifht. skæringskursen er mere end usandsynligt, fordi denne indeholder fremtidig fortjeneste på el-produktion, der forudsætter HVDC nettet.

    Så jo, det hænger rimelig godt sammen.

  3. Af Lis Jeppesen

    -

    Hvordan kan det være at politikkere kan få lov til at sælge ud af den danske befolknings værdier uden at befolkningen bliver orienteret forinden og har mulighed for at gøre indsigelse.

    Det er jo ikke Corydon`s firma´, men de danske skatteydere der har medvirket til de danske nationalværdier i Dong.

    Mange politikkere har foræret skatteydernes værdier bort – bl.a. Fog Rasmussen og nu (oven i købet en S politikker) Corydon.

    Det kan IKKE være rigtigt.

  4. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Der er nogle bredere perspektiver:

    1) Investorerne har opgivet bankerne som samarbejdspartnere – overhovedet.

    Det var jo “planen” fra f.eks. Danske Bank og Nykredit at tvære tabene af på investorerne. F.eks. i forbindelse med overbyggeriet og platuglerne.

    Den lille fikse idé, som Lars Løkke blæste omkuld, da han blokerede for, at ATP kunne drive bank, den er investorerne ingenlunde indforstået med.

    Der er en grusom mangel på investeringsobjekter. Alene den omstændighed, at der konstant ligger 200-250 mia. kr. i Nationalbanken til negativ rente i KONTANTER.

    Det er ikke fordi investorerne er grådige: En rente på 3½% for et 10 årigt prima udlån til en virksomhed kan ikke siges at være eksorbitant.

    Det betyder således også, at investorerne har opgivet tanken om at investere i bankerne. Med de mildest talt masserede bankregnskaber, så vil enhver regnskabslæser med et perifert kendskab til regning kunne slutte sig til at selv ganske korte indskud i disse banker må betegnes – ikke som risikable – men som decideret hasard.

    Det hænger ikke sammen med aktiekurserne på bankerne. Det har nok den sammenhæng, at investorerne går ud af bankaktier. Her er bankerne så nød til at købe aktierne tilbage via stråmænd i – netop hedgefonde o.lign. Her løber investeringsbanken heller ikke nogen risiko, fordi de har lånt pengene i den bank, der opkøber egne aktier. Ryger kursen på gulvet, så får banken bare fornøjelsen af at have købt egne aktier til overkurs.

    De investorer, der har en smule tilbage på kistebunden er naturligvis godt klar over, hvad det er, der sker – ellers var de ruineret.

    2) Det offentlige er ikke nogen særlig fremragende investor i f.eks. infrastruktur.

    Vi har jo bla. set med Vattenfall, hvordan skattekravene i Sverrig har udsuget investeringerne for reinvesteringer. Amagerværket, Fynsværket og Nordjyllandsværket er jo for alle realistiske betragtninger i dag værdiløse, som infrastrukturen i f.eks. DDR var det, da man kom til at kikke efter.

    Vi kan se, hvordan f.eks. DSB er den rene katastrofe, fordi man ikke løbende har rationaliseret – og så også har smidt pengene væk i Sverrig.
    Her viser det sig ved nøjer eftersyn, at arvesølvet er plet – og pudset så meget at kobberet skinner igennem.

  5. Af Se optagelserne fra debatmødet om statens salg af DONG til Goldman Sachs her | Kritiske Aktionærer

    -

    [...] DONG – en filial af Government Sachs Staten er i færd med at give Goldman Sachs en overnormal ind­fly­delse som med­ejer af DONG. Har finansministeren for­sømt en due diligence af Goldman Sachs? Eller er sagen af­gjort efter devisen Money talks? [...]

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info