Forsikring – eller blot finansiering?

Mikrotarifering. I stigende omfang påvirkes forsikringspræmien af det historiske ska­des­forløb. For privatforsikringer er tendensen formentlig særligt udtalt for bilfor­sik­ring­er og vil­­la­forsikringer. Aktuarerne, der giver sig af med at beregne skadeshyppighed, har givet op. Umær­keligt får forsikringsvirksomhed karakter af finansierings­virk­som­hed. Og på det felt er ban­kerne givetvis bedre.

De fleste af os har en forholdsvis kvalificeret opfattelse af, hvorledes forsikringsselskabet beregner præmien for en livsforsikring. Forsikringsselskabet forlader sig i det væsentlige på såkaldte overlevelsestavler – en oversigt over, hvorledes en årgang på 1.000 nyfødte vil uddø, hvis de år for år dør i overensstemmelse med dødelighedsniveauet i en bestemt periode eller for en bestemt generation.

Har forsikringstager på tegningstidspunktet et jævnt godt helbred, beregnes forsikringspræmien efter en tarif. Dog var der tidligere separate tariffer for de to køn, eftersom kvinder lever længere end mænd. Det var således dyrere at forsikre kvinder end mænd mod en lang levealder, medens det var dyrere at forsikre mænd end kvinder mod en tidlig død. Sådan er det ikke mere. En EU-dom fastslog i 2011, at livsforsikringspræmien ikke må differentieres efter køn.

Skadesforsikring er en anden ball game. At en stormflodsforsikring koster mere i Ribe og i Løgstør end på den jyske højderyg undrer vel kun de færreste, at en 18-årig knøs skal betale mere for en bilforsikring end en erfaren bilist på 35 år er også til at forstå, og at man i skadesforsikring, men ikke i livsforsikring, ofte lader forsikringstager bære en selvrisiko opleves næppe heller som unaturligt. Men det stopper ikke her.

Har man som bilist være uheldig og haft for mange skader på bilen, kan man se frem til, at forsikringen bliver dyrere. Med livsforsikringstagere er det en anden sag. Her indtræder skaden kun én gang; uvægerlig kommer forsikringsselskabet for sent med en præmieforhøjelse. Det er ikke uproblematisk, at forsikringsselskaberne i stigende grad således lader præmien afhænge af det historiske skadesforløb.

Det er klart nok, at risikoen kan variere for forskellige grupper af forsikringstagere. Men præmien bør være baseret på det forventede skadesforløb. Når man forsikrer sig, er det for at gardere sig mod følgerne af store skader, der kan være velfærdstruende. Eller det er for at sikre sig mod følgerne af, at skaderne ”klumper” sig sammen. Men hvis en skade blot fører til en forhøjet præmie, så ender kunden jo med at være selvforsikret. Forsikringsselskabet, der lægger pengene ud til en udbedring af skaden, udjævner for den enkelte forsikringstager blot skadesudgifterne over tid. Ikke mellem forsikringstagerne.

Grundtanken i forsikring, hvorefter heldige forsikringstagere med et gunstigt skadesforløb hjælper til med at betale skaderne hos uheldige forsikringstagere med et ugunstigt skadesforløb, er gået fløjten. Skadesforsikringsselskaberne tilbyder i stigende grad blot finansiering. Dyr finansiering. Eksempelvis kostede det i 2012 forsikringstagerne 14.800 kr. at lade Tryg betale 10.000 kr. for en bule i bilen. Givetvis er det billigere at gå i banken.

Det gennemsyrer al forsikringsvirksomhed, at forsikringsskader antages at være statistisk uafhængige begivenheder. Lad os antage, at en gennemsnitsbilist har 10 skader fra sit 18. til sit 68. år. Med en skade hvert 5. år udvikler gennemsnitsbilisten sig til en elitebilist. Havde vor ven, gennemsnitsbilisten, derimod kørt skadefrit i 40 år men med årlige skader fra det 30. til det 35. år og en skade igen hvert år fra det 40. til det 45. år, så ville forsikringsselskabet have klassificeret ham som en dårlig bilist. Og han ville være blevet tariferet derefter. Så vidt for aktuarvidenskab og skadesforsikring.

I stigende grad orienterer forsikringsselskaberne sig i bakspejlet, når de fastsætter forsikringspræmierne. Opfattelsen synes at være den, at hvis der i en periode har været underskud på en gruppe af forsikringstagere, eller enkelte forsikringstagere, så er det nok præmierne, der er utilstrækkelige. I sin yderste konsekvens indebærer tankegangen, at alle forsikringstagere til alle tider skal være overskudsgivende for forsikringsselskabet. Men med mikrotarifering, som er the name of the game, hvordan forholder det sig da med risikoudjævning, som antages være forsikringsselskabernes raison d’être?

Tryg har været særligt langt fremme i skoene. Men den stadige fokusering på bundlinien havde hos Tryg udviklet sig til tunnelsyn. ”Da udgifterne til erstatninger generelt er steget de senere år, sætter vi prisen op på din forsikring,” skriver selskabet frejdigt. Tryg synes at gå ud fra, at kunderne ikke kan læse indenad og langt mindre kan læse et forsikringsregnskab. Siden 2010 er erstatningsudgifterne faldet med 2,9 pct., medens præmieindtægterne er steget med 7,5 pct.

Forsikringsselskaberne har længe haft held til at forvirre forsikringstagerne med det tvetydige udtryk ”combined ratio”. Nok siger udtrykket noget om, hvor meget selskabet tjener på forsikringsvirksomheden, men det henvender sig især til aktieanalytikere og investorer. Udtrykket siger ingenting om selskabets effektivitet som formidler af forsikringsdækning. En høj combined ratio kan lige så vel være et udtryk for høje driftsomkostninger som for lave forsikringspræmier.

At dømme efter avisernes omtale af forsikringsselskabernes regnskaber er der blandt læserne flere aktieanalytikere end forsikringstagere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *