Vi er alle i samme båd

Af Jørn Astrup Hansen 4

Medens vi venter på de første retlige afgørelser, der skal placere ansvaret for finanskrisens excesser, er der frit slag for politikerne, som har været hurtige til at fortrænge det politiske ansvar. Tiden er inde til, at politikerne lægger bånd på sig selv, hvis vi ikke skal ende med en quasi-statslig banksektor.

I Hjørring, of all places, verserer for øjeblikket en sag om kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed, som ledelsen i ebh bank og Sparekassen Himmerland i eftersommeren 2008 skal have ladet deres pengeinstitutter deltage i. Sagen omfatter et beløb på en halv snes millioner kroner. Et stort beløb, nuvel. Men 10 millioner fylder unægtelig ikke meget sammenholdt med de milliarder, der eksempelvis i ebh bank forsvandt i et stort hul. Det er umiddelbart overraskende for meningmand, at en sag om kursmanipulation for et – i sammenhængen – beskedent beløb skulle blive det første strafferetlige opgør efter finanskrisen.

Ansvaret, der blev væk

Efter lov om finansiel virksomhed straffes et medlem af bestyrelse eller direktion, som undlader at træffe nødvendige foranstaltninger i tilfælde af tab eller nærliggende fare for tab af væsentlig størrelse, med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder, for så vidt strengere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning. Vi lader teksten stå et øjeblik.

Man måtte vel forvente, at denne bestemmelse ville finde anvendelse på en eller flere af de dispositioner, som er afdækket under afviklingen af flere af de sammenbrudte pengeinstitutter. Hvis ikke nu, hvornår så?

Bevares, der var sikkert pengeinstitutter iblandt, som faldt på grund af bad luck. Men det gjaldt sandelig ikke dem alle. Det er svært for offentligheden at fordøje oplevelsen af, at de ansvarlige alligvel ikke havde noget ansvar, da det kom til stykket. Tværtimod. Ikke så få direktører førte deres pengeinstitut i afgrunden ved uforsvarlig drift blot for at blive belønnet med en fratrædelsesordning til et 2-cifret millionbeløb. Blandt finanskrisens ofre er ikke mange bankdirektører.

Hvad med proportionerne?

Det kunne forekomme, at Bagmandspolitet har en præference for at føre sager omfattet af lov om værdipapirhandel snarere end sager omfattet af lov om finansiel virksomhed. Kan det mon være, fordi det er sværere (for svært?) at løfte bevisbyrden i sager om uforsvarlig omgang med betroede midler end i sager om eksempelvis kursmanipulation? I sagen fra Hjørring synes der unægtelig at have været ført ganske åbenhjertige telefonsamtaler hen over Limfjorden.

Umiddelbart kunne det i øvrigt forekomme, at straffen for kursmanipulation er endog meget streng. Er det rimeligt, at en sølle day trader, der med trivielle fiflerier har haft held til at flytte kursen på Victor International med et par kroner, skal straffes hårdere end den bankdirektør, der med groft uforsvarlige dispositioner har kørt en bank i sænk. Herregud da. Day traderen er oppe mod andre spekulanter og professionelle investorer, der ved, hvad de har med at gøre, medens bankdirektøren har misbrugt adgangen til at disponere over fru Mortensens sparepenge.

Det politiske ansvar

Medens Retten sidder, er der frit slag for populistiske politikere – såmænd også for en presse med hang til kække overskrifter. Det har vist sig fristende for politikere at gøre bankerne til Prügelknaben. Politikerne synes at have glemt, at bankerne i 00’erne blot spillede den musik, andre, heriblandt politikerne, havde bestilt.

Det var politikerne, der afskaffede forsigtighedsprincippet, der tidligere lå til grund for bankernes regnskaber. Det var politikerne, der reducerede kravet til bankernes egenkapital indtil det uforsvarlige. Det var politikerne, der tillod realkreditselskaberne at tilbyde afdragsfrie lån. Listen er lang. Bendt Bendtsen, økonomi- og erhvervsminister i 2001-08, der mener at kunne afregne sit medansvar for krisen med et par tudekiks, er blevet sindbilledet på den politiske ansvarsforflygtigelse.

Bankpakkerne

Med bankpakke 2, som Finansrådet og den daværende økonomi- og erhvervminister insisterer på at kalde kreditpakken, stillede staten lån på 75 milliarder kroner til rådighed for pengeinstitutterne som hybrid kernekapital. Den diskussion om vilkårene for disse lån, som DR1’s stort anlagte udsendelse om finanskrisen har givet anledning til, er lidet klædelig. For politikerne – og for pressen.

Uden bankpakke 1, som kom til verden i efteråret 2008, var systemet brudt sammen. Pakken var nødvendig for bankerne – og for samfundet. Det er åbenbart, at staten her havde ”the upper hand”. Pengeinstitutterne, der betalte en garantiprovision på 15 milliarder kroner, måtte herudover påtage sig en selvskyldnerkaution på 10 milliarder. Bankpakke 1 viste sig at være uden omkostninger for staten. Regningen er absorberet af bankerne – og af bankernes kunder.

Med bankpakke 2, der kom til i 2009, var det en anden sag. Bankpakke 2 var et tilbud, som bankerne kunne gøre brug af eller lade være. Bankernes likviditet blev sikret med bankpakke 1; bankerne var i 2009 ikke truet på livet som i efteråret 2008. Der var i 2009 ikke fare for, at udbetalingsautomaterne skulle melde udsolgt. Vilkårene for den hybride kernekapital var et forhandlingsanliggende. Mellem de pågældende banker som låntagere og staten som långiver.

Danmarkshistoriens største tyveri?

Sass Larsen mener, at bankerne med bankpakke 2 lånte skatteborgernes penge for billigt. Hvordan kan det da være, at staten har afslået et tilbud fra flere banker om at førtidsindfri den hybride kernekapital? Angiveligt fordi staten herved ville gå glip af en rentegevinst! Alternativt til en høj, fast rente oplyses regeringen at have overvejet en gevinstdelingsmodel, som ifølge Christen Sørensens regnebog, ville have indbragt staten 24 milliarder kroner.

Når Sass Larsen taler om danmarkshistoriens største tyveri, minder han lidt om de snusfornuftige låntagere, der med en swapaftale fastlåste renten på deres lån, og nu – da renten er faldet – ikke skelner mellem en mistet gevinst og et tab. Sass Larsen og Christen Sørensen kan passende lægge sig Søren Kierkegaards ord på sinde: Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.

Færre filialer – et historisk samfundssvigt?

I lutter overmod har Socialdemokraternes erhvervsordfører senest luftet den tanke, at politikerne kunne gribe ind i pengeinstitutternes gebyrpolitik. Før vi ser os om, vil man sikkert også regulere filialtætheden ved lov. Der skal for de svage kunder – og for tidrøverne, som man kaldte dem i Bikuben – være nem adgang til NEM-kontoen, som de offentlige myndigheder bruger, når de foretager udbetaling til borgerne.

Det skulle politikerne have været opmærksomme på, da de besluttede, at offentlige ydelser alene kan udbetales ved overførsel til en pengeinstitutkonto. Og det skulle politikerne have tænkt på, da de afviklede Postgirokontoret og senere solgte GiroBank.

Medens bankerne lukker filialer, er det koncessionerede selskab Post Danmark, der har staten som storaktionær, i øvrigt travlt optaget af at lukke urentable postkontorer – jå sågar tyndt trafikerede postkasser. Men sådan er der så meget.

Hvem skal nu betale?

Politikerne er gået for vidt i forsøget på at skabe et modsætningsforhold mellem skatteborgerne og pengeinstitutterne. Gammelkommunisten Frank Aaen er utilfreds med bankpakkerne, som han mener skulle have været udforment på en sådan måde, at staten kunne have tjent milliarder. Hvem tror Frank Aaen mon var kommet til at betale disse milliarder? Det var pengeinstitutternes kunder. Og hvem er så det? Det er skatteborgerne.

Vi er alle i samme båd.

4 kommentarer RSS

  1. Af V .

    -

    Genialt beskrevet.

    Det er gået op for en for en del af befolkningen, hvor falsk og ukonkret politikernes retorik er blevet omkring forløbet af finanskrisen og hvem som grundagde fundamentet.

    Alt imens kan man plukke skatteborgerne med flere skjulte skatter og afgifter, og undskyldningen for at kræve dem ind er et ord, som hedder velfærd eller af hensyn til miljøet!

    Vi ved jo godt allesammen at de indtægter Staten kræver ind, allerede er lånt ud og forsøger at holde eksisterende kreditter oven vande, inden næste nedskrivning eller tab må realiseres.

    Man har oven i købet prøvet at bilde befolkningen ind at bankpakkerne er en god forretning. I mit stille sind har jeg så tænkt,….jamen så lad os fortsætte, for skatteydernes penge?

  2. Af B P

    -

    Helt enig, bortset fra din slutbemærkning:

    Vi er alle i samme båd.

    Nej det er vi jo netop ikke. Taberne og vindernen fordeler sig fuldstændig som planen var.

    Jeg har længe plæderet for, at netop pressen burde intensivere deres jagt på politikernes enorme medansvar.
    Der er uhyggelig mange sten, der ikke er blevet vendt endnu.

    Start evt. med at afdække og offentliggøre hvor meget hver enkelt politikers personlig formue er steget under den “finanskrise” som kun pøblen lider under. Det kunne sikkert nok få et par almindelige borger vækket fra deres apatiske holdning til systemet.

    Og der er ingen tvivl om, at den finansielle top bliver skånet, netop fordi politikerne godt ved, at de selv bliver trukket med ned i hullet af diverse bankdirektører.

    Det kører fuldstændig efter manuskriptet fra gammel Olsen Bande film. Olsen og de “små” fisk ryger i fængsel, mens bagmændene fortsætter deres kriminelle liv på første klasse.

    Om Danmark nogensinde bliver en retsstat, det må tiderne vise.

  3. Af Jørn Astrup Hansen

    -

    Det skal såmænd nok passe, at der i redningsbåden er et par pladser tomme, således at vi ikke alle er i samme båd.

    Min slutbemærkning går alene på, at skatteborgerne ikke ville have haft nogen glæde af, at staten havde afkrævet pengeinstitutterne yderligere et større milliardbeløb for bankpakkerne. Skatteborgerne var selv kommet til at betale disse miliarder – som bankkunder.

    Skatteborgerne og bankkunderne er i samme båd.

  4. Af B P

    -

    Næh det var aktionærerne man skulle have gået efter.

    Een ting er, at man ønskede at redde indskyderne og det finansielle system som sådan. Men der var intet belæg for at redde hverken Danske Banks bestyrelse eller deres aktionærer.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info