Det falder ikke aktørerne lige let at vedkende sig ansvaret for krisen. Revisorerne mener ikke at have sprækker i panseret, mens politikerne har bedt om at blive sat under lavværgemål.
Finanskrisen og statsgældskrisen har ført til en tillidskrise. Vi har mistet tilliden til bankerne, til ratingbureauerne, til revisorerne – og til politikerne. At bankerne, der var de første til at blive ramt af tsunamien i 2008, var en del af problemet var klart nok. Også for bankerne, der har behov for at genopbygge ikke bare kapitalen, men også omdømmet – og selvtilliden. Desværre kan man frygte, at bankernes balancer fortsat indeholder lommer af varm luft. Vi må væbne os med tålmodighed.
Kreditvurderingsbureauerne, der fejlede så fatalt i 00erne, kan fortsat fremkalde skælven i europæiske hovedstæder blot ved at annoncere, at en nedjustering af Frankrigs, Østrigs og Italiens kreditværdighed er under overvejelse. Det forekommer, at vi tillægger bureauerne guddommelig indsigt. Det er der ingen grund til. Kreditvurderingsbureauerne, der med karakteren AAA blåstemplede CDOer, der bestod af pantebrevstrancher med karakteren BBB, havde, som de efterfølgende udtrykte det, blot givet udtryk for en mening.
Revisionsbranchen ruster sig til et opgør med EU-Kommissionen, som vil have, at revisionsselskaberne skal bestemme sig for, om de vil rådgive eller revidere deres klienter. Man er bange for, at de store rådgivningshonorarer skal sløre revisors kritiske blik. Enron er skrækeksemplet på, hvad der kan komme ud af at invitere revisor ned i maskinrummet. DSB og Amagerbanken er andre eksempler på, at det ikke er problemfrit at forene rådgiverrollen med revisorrollen. Det skal være slut med de langvarige forhold revisor og klient imellem. Efter seks år skal revisor skiftes ud, hvis det står til EU-Kommissionen. Og det er ikke nok, at revisor blot lader klienterne rotere blandt selskabets partnere.
Revisorernes argumenter mod indgrebene er mageløse. Der er ikke noget galt med revisionen. Det er offentlighedens perception af revisionen, der er fejlagtig. Vi har forkerte forventninger til revisor; vi har ikke forstået, hvad revision går ud på. Men hov, den går ikke.
Revisor betjener offentligheden. Afgørende er offentlighedens oplevelse af revisionen – ikke hvad revisor synes, offentligheden burde opleve.
Politikerne har helt mistet tilliden til sig selv. Med finanspagten har regeringen bedt om at blive sat under administration af EU-Kommissionen, der skal påse, at budgetunderskuddet ikke overstiger tre pct. af BNP, og at statsgælden ikke overstiger 60 pct. af BNP. Vi har hidtil haft konvergenskriterier med det samme indhold. De havde samme virkning som hastighedsbegrænsninger på øde jyske landeveje. Men denne gang er det alvor. Hvis vi ikke nedfælder kriterierne i en budgetlov, skal EU-Domstolen idømme os en bøde. Det skal nok hjælpe. I USA havde man et gældsloft – indtil man hævede det. Frygt ikke, thi det samme vil ske hos os.
Tricket er, at 25 EU-lande denne gang har lovet hinanden at overholde pagten. På spejderære. Men hvad sang ikke Preben Kaas og Jørgen Ryg i »Hvad skal vi med kvinder«:
»Bare en gang til, så sker det aldrig aldrig mer’. Det lover vi hinanden! Bare syv gange til, så sker det aldrig aldrig mer’. Det lover vi hinanden!«
20. februar 2012 kl. 15:54
Ja man kan dælme roligt sige, at hverken bankerne eller politikerne fortjener vores tillid.
At kreditvurderingsbureauerne fejlede frikender på ingen måde hverken politikere eller banker. Det skriger jo nærmest til himlen hvor grisk og uansvarligt de har opført sig.
Og med det in mente og det absolutte fravær af konsekvens for de ansvarlige, er der vist desværre kun at vente på næste kriminalitetsbølge.
Den “nye” regering, som nogle måske naivt troede ville rydde op, har sandelig også effektivt fået slukket lyset. Så heller ingen trøst at hente der.
21. februar 2012 kl. 16:04
Som Erik Ninn Hansen sagde efter Tamilsagen: “Der er trængsel ved håndvasken.”
Jeg mindes også, at efter Danske Bank gik i brædderne i tyverne, så skulle man have Green til at grave alt smudset frem. Men egentlige konsekvenser kom der ikke .- for andre end kreditorerne – bankens altså.
Det andet er at man tyder “absence of evidence” som værende “evidence of absence”.
Harmdirrende afvisninger af kritik – i håbet om at kritikeren ikke kan læse indenad (hvad de meget ofte heller ikke kan). For så at komme med trusler om politianmeldelse – hvilket nok skal blive gjort; men det falder som regel til jorden; man skal sandelig ikke have undersøgt sagerne nærmere.
Nogle gange er omfanget af den ødelagte dokumentation ganske påfaldende:
1) Finanstilsynet har haft svært ved at finde fuldstændige sagsmapper i Danske Bank.
At man så også fortsætter (tilsyneladende) med at beregne nedskrivningerne efter en fætter Guf model – i stedet for at gøre det rigtigt – nemlig debitor for debitor.
De konsekvenser, det har fået, er at Nationalbanken kræver at se udlånene før de bevilger nødforstrækning.
2) Der er almindelig kendt at folk skifter bankrådgiver (uinformeret og uniformeret), når der er aftaler, der skal løbes fra.
3) Finanstilsynet har skam stanget (symbolske) bøder ud til banker, der ikke har indberettet deres børshandler. Nykredit: 2 millioner handler over 3 år!
Hovsa, hvor blev det materiale af???
Der er ingen tvivl om at myndighederne har haft øjnene lukket fast i – “af hensyn til branchen og pengeinstituttet”.
Fuldstændig misforstået hensyn. Kreditværdighed – specielt i vanskelige situationer – bygger jo på et kritisk og nidkært tilsyn og direkte fjendtlig kontrol.
Problemet er, at det møder jo ikke kritik fra branchen – der er lidt for meget at finde.
Dernæst er der ikke nogen tvivl om at både ratingbureauerne og revisorerne har “informeret” mod bedre vidende.
Når man læser bankregnskaber, så er fodnoternes fodnoter det eneste interessante – det er dér man gemmer sig for et erstatningsansvar.