Statsministerens nytårstale udstillede meget klart dilemmaet i dansk økonomisk politik anno 2012. Regeringen skal på den ene side forholde sig til et uholdbart underskud på statens budget – en udfordring, der vil blive tacklet med nedskæringer og besparelser. På den anden side agter regeringen at kickstarte økonomien med en ekspansiv finanspolitik. Det er som at blæse med mel i munden.
Statsministeren kom ikke nærmere ind på, hvorledes regeringen vil angribe opgaven. Det må man have en vis forståelse for. Antallet af frihedsgrader i dansk økonomisk politik er over de senere år blevet stærkt reduceret. Værktøjskassen er tom. Man ser for sig, at finansministeren, der sikkert har bidraget til talen, har været inde i det økonomiske råderum for at kigge sig om efter redskaber. Tomhændet er Corydon kommet tilbage til sin chef. Råderummet er tomt.
Dansk bankvæsen står på samme måde som staten over for et dilemma af betydelige dimensioner. Det passer meget godt med det billede, Finansrådet ynder at male – et billede, hvorefter bankerne er et spejlbillede af samfundet. Men det billede krakelerede i 00’erne, da bankerne havde held til, for en tid, at ophæve de økonomiske tyngdelove. Bankvæsenet, der er et serviceerhverv, et tertiært erhverv, som antages at finansiere den økonomiske aktivitet i samfundet, kom til at opfatte sig som et primært erhverv på linie med landbrug, fiskeri og minedrift. At begreber som produkter og salg i stigende grad vandt indpas i bankjargonen var blot et symptom på bankernes metamorfose.
Over perioden 2004-07 afkobledes bankernes udlånsvirksomhed fra den realøkonomiske aktivitet i samfundet. Bankernes udlån steg i gennemsnit med 23 pct. Om året. Bankerne drev den økonomiske vækst, ikke omvendt. Økonomien var blevet financially driven. Da musikken standsede op i september 2008, viste det sig, at den finansielle aktivitet havde frembragt bobler, snarere end produkter. Staten måtte garantere for bankernes forpligtelser for at afværge en finansiel nedsmeltning. Samfundet var blevet et spejlbillede af bankerne.
Det er helt åbenbart, at banksektoren – selvsagt med betydelige forskelle fra bank til bank – har et utilstrækkeligt kapitalgrundlag. Men skærpede kapitalkrav gør det vanskeligere for bankerne at bidrage med finansiering af den vækst, der er et så stærkt ønske om; banker uden den tilstrækkelige kapital vil være mindre tilbøjelige til at udvide forretningsomfanget. Et privat bankvæsen er imidlertid ikke foreneligt med det massive statslige engagement, vi har været vidner til; der er behov for en styrkelse af bankernes kapitalgrundlag, hvis vi skal forskånes for flere sammenbrud.
I gamle dage – og nu er vi tilbage i tiden før C&G Bankens sammenbrud i 1987 – kunne bankerne, inden for visse grænser, låne på deres glatte ansigt i Nationalbanken. Det blev anderledes med C&G Banken, der tilføjede Nationalbanken et tab på 250 mio. kr. Nu blev der indført regler om sikkerhedsstillelse ved låntagning i Nationalbanken, sædvanligvis i form af obligationer.
For nylig har Nationalbanken i et betydeligt omfang udvidet bankernes lånemuligheder. Nu kan bankerne optage lån i Nationalbanken over 3 år mod at stille sikkerhed i gode udlån med en passende overdækning. Hermed er der udsigt til, at bankerne vil være i stand til at indfri de statsgaranterede lån, der forfalder i 2012-13.
Lånemuligheden hilses med tilfredshed af formanden for Lokale Pengeinstitutter, der i farten ikke skelner mellem lån i Nationalbanken og indlån i banken. For, som formanden udtrykker det, onkel Niels’ penge er lige så gode som tante Odas. Heri tager formanden fejl. Det er helt fint, at Nationalbanken stiller finansiering til rådighed for banker, der ikke disponerer over likviditet til indfrielse af statsgaranterede lån. Nationalbanken vil givetvis kunne manøvrere mere behændigt og markedskonformt i markedet end staten, der ligger under for så uendeligt mange hensyn.
Men i modsætning til staten kræver Nationalbanken sikkerhed for sine lån til bankerne. Tante Oda derimod forventes ikke at stille krav om sikkerhed, når hun sætter penge i banken. Bevares, 750.000 kr. er dækket af Indskydergarantifonden, men for beløb herudover (i den samme bank) er tante Oda på Herrens mark. Det er ikke holdbart, at bankerne stiller sikkerhed over for sine professionelle långivere, medens tante Oda, der ikke kan antages at have særlige forudsætninger for kreditvurdering, lades i stikken. I tilfælde af et sammenbrud løber panthaverne med værdierne, medens tante Oda kommer til at stå tilbage med en lang næse.
Det vil være kedeligt, om bankerne kommer til den opfattelse, at onkel Niels’ penge er lige så gode som tante Odas. Følgen kan jo blive, at tante Oda’er med mere end 750.000 kr. på bogen må have mere end ét pengeinstitut – efter omstændighederne mange pengeinstitutter. Det er ikke fremmende for det tillidsforhold, der normalt bør karakterisere forholdet kunde og bank imellem.
Der er behov for, at vi så hurtigt som vel muligt får normaliseret forholdene på bankmarkedet. Den idelige usikkerhed er dræbende. For bankerne, for kunderne og for samfundet. Det var ønskeligt, om vi med offensive, markedskonforme fusioner ad frivillighedens vej kunne få ryddet op blandt de svage spillere. Det tager for lang tid, og det er for dyrt, om enhver fusion forudsætter et forudgående besøg i Kruses vaskehal.
Men det kan have lange udsigter, hvis vi skal tro formanden for Lokale Pengeinstitutter. Formanden tror ikke, at pressede pengeinstitutter frivilligt vil lade sig fusionere. ”Det er jo sådan,” lægger formanden til, ”at man som direktør kæmper til sidste blodsdråbe for sin virksomhed.” Det er ikke sundt for direktøren – og slet ikke for banken. Der er grund til at kippe med flaget for direktør Poul Kristensen og Sparekassen Limfjorden, som satte hensynet til garanterne og kunderne over egne interesser og lod sparekassen fusionere med Sparekassen Vendsyssel frem for at lade den lide en langsom død.
GODT NYTÅR
5. januar 2012 kl. 14:59
Tak for endnu et velskrevet og yderst interessant indlæg.
Ifm. med Nationalbankens nye udlånsprogram !med sikkerhed i lån af god bonitet” har en ting undret mig.
Hvorfor lancerede Nationalbanken ikke allerede dette tiltag i begyndelse af 2009? Således kunne man havde sluppet for Bankpakke 2, hvor staten endte med at garanterer en række insolvente banker. En advers effekt af dette er jo at det bidrager, i sin tur, idag til det eleverede usikkerhedsniveau i interbank markedet.
Et udlåns program (med sikkerhedsstillelse) fra Nationalbanken i begyndelse af 2009 ville derimod havde bidraget til at insolvente banker var blevet afviklet samtidigt med at de banker der vitterligt kun var i likviditetsproblemer kunne have overlevet.
Endvidere havde et sådant program havde været helt i centralbankernes ånd om at være “lender of last resort”, og var f.eks. præcist hvad den svenske Riksbank gjorde i 2009. Således slap svenskerne for at udstede statslige garantier for deres banker.
Besidder du noget indsigt om hvorfor man ikke valgte denne model i Danmark?
Nok en gang tak for gode indlæg og godt nytår !
5. januar 2012 kl. 21:30
Godt indlæg!
7. januar 2012 kl. 16:07
Enig med de øvrige i kvaliteten i indlægget.
Det værste ved forløbet siden 2007 er, at bankernes sundhedstilstand IKKE er blevet bedre – tydeligvis er den blevet en del værre.
Hovedbankernes udlån er i vidt omfang blevet konverteret til realkreditudlån af en kvalitet så flexobligationerne ikke kan sælges til andre end udstederen og dennes bank. Det har bestemt ikke forbedret den samlede kreditkvalitet; men til gengæld ødelagt realkreditsystemet.
For praktiske formål kan man ikke låne til en ny bolig – slet ikke til en pris, der er i overensstemmelse med debitors muligheder for at forrente og afdrage gælden.
Ejendomme under ½ mio. kan ikke belånes. Der er reelt masser af ganske udmærkede ejendomme i “Udkantsdanmark” (der begynder i Rødovre) – sagen er den, at man også uden erhvervsindkomst kan klare sine forpligtigelser – hvis man altså kunne få lånet.
Resultatet er at handlerne stopper. Andengangskøbere er som enhjørningen og nisser blevet til mytiske figurer. Ejer man sin bolig i dag kan man ikke komme derfra p.gr.a. insolvens. Det på trods af at familien (så længe den holder) har 2 gode indtægter (endnu).
Bankerne/kreditforeningerne sidder med tilgodehavender, der i praksis hverken forrentes eller afdrages. Det er det vi andre kalder tab – hvor gælden reelt blot vokser.
Hovedbankerne sidder med et stadig forringet belåningsgrundlag.
Først forsvandt statsobligationerne – som der bestemt ikke var for mange af – de blev trykket af i forsøgene på at skaffe likviditet til at købe egne obligationsudstedelser – ingen andre ville købe.
Dernæst gled realkreditobligationerne ud fordi det var egne udstedelser – reelt instituttets glatte ansigt.
Nu er man nået ind til “gode” udlån.
En reel opgørelse af bankernes egenkapital vil vise at der ikke er nogen; men derimod masser af urealiserede tab.
Hvem skal tilføre ny kapital? Investorer som Karsten Ree er ikke fabeldyr – de er uddøde – nu.
Der er kun staten tilbage. Lad os glemme Fjordbank Mors mm. Vi taler hovedbankerne, der ikke kan overleve.
“Almindelige mennesker” fik her den sidste bankdag i året 2011 en forsmag på katastrofen. Lønninger og sociale ydelser gik IKKE ind på deres konto rettidigt – hvis man altså var Danske Bank kunde: Stikprøver fra andre banker viste ikke nogen problemer.
Straks var Finansrådet og Danske Banks klakører ude med sange fra de varme lande om en beklagelig regnefejl. Det var jo direkte usandt.
Sagen var, at Danske Bank ikke havde overført pengene til Nationalbanken, som de skal – Danske Bank havde simpelt hen ikke pengene!
Alvorlig beskyldning – tjo; men sagen er jo at den 30. december 2011 udlånte Nationalbanken 20-25 milliarder frem til 6 januar 2012. Det er en nødforstrækning i en størrelsesorden som kun kan være Danske Bank – Nordea kunder f.eks. havde – så vidt jeg har kunnet undersøge – ingen problemer.
Nej, der var ikke tale om nogen regnefejl; men om at Danske Bank ganske enkelt ikke havde pengene.
8. januar 2012 kl. 12:46
Rigtig godt skrevet
Især:
“Bankvæsenet er et serviceerhverv og ikke et primært erhverv”
Mao. bankerne er ikke i sig selv værdiskabende og dermed overflødige, hvis de ikke yder den service de skal. Eller sågar gør det på en direkte samfundsskadelig facon som gennem 00′erne.
Desværre ser jeg absolut ingen tiltag som formår at overbevise om, at fremtiden vil blive anderledes.
14. januar 2012 kl. 12:50
@Thomas, man fornemmer at smeden fra borgen er stemme til dette udsagn… :-)
Det er jo desvärre sandt hvad Thomas skriver, og langt mere direkte end hvad Arne KAN komme ind paa uden at risikere et vanvittigt sögsmaal om injurier, da bevis byrden kun kan fremskaffes fra Nat.banken.
Danske Banker som helhed er kogt og kun dem som Nordea har en passende geografisk adspredelse til at kunne klare en gyngerne og karuseller model i danmark er i stand til at overleve. Bedste eksempel er de “manglende kandidater” til stillingen hos danske bank som ceo. Man spurgte til eksempel Michael Rasmussen, Landechef for Nordea Danmark, som takkede nej. Fra Landechef til CEO hos konkurrenten – nej tak?! Der har sikkert ogsaa väret andre aarsager, saasom den kämpe oprydningsbyrde som staar foran Danske Bank. Men det danske bankväsen er löbet tör for veksler, naar man som Thomas skriver, maa give Nationalbanken sikkerhed i “gode udlaan”.
Hold pengene i Nordea eller udenfor DK, naar nogle banker lukker og slukker…
14. januar 2012 kl. 13:03
@ Niels,
Lender of last resort opgaven er som ordet indbefatter som sikkerhed for banker, hvis de ikke kan faa kredit andre steder. Forudsätningen for at give kredit under alle omständigheder er at man tror at man kan faa sine penge igen. Hvis det ikke er muligt, da skal maa logisk nok ikke träde til, medmindre at Centralbanken (nat.banken i DK) er politisk styret saasom i USA, etc.
Alle som kender lidt til Bernstein og Co., ved at han körer samme stil som Mervin King fra Bank of England, og stiller sig ikke gratis for skud ved enhver given lejlighed, hvor banker eller politikere har klokket i det. Til dit spörgsmaal kan det ret simpelt svares med: Sverige havde ikke tilnärmelsesvis samme risiko paa den samlede bog i form af hvorledes bankerne havde ageret. Man havde til gengäld en likviditetskrise, da primärt Swedbank (foreningssparbanken – des svenske sparkasser) havde väret for aktiv i Baltikum og nogle ÖstEU lande. Det kunne der dog rodes bod paa, eftersom det var “garagen til hovedhuset som var ved at brände”. I DK tilfäldet er det ganske anderledes, da gearingen i forhold til boligmarkedet i danmark (hovedhuset), var saa overbelaant gennem lave renter, afdragsfri laan og en skattefri salgsmodel af fastejendom, som gjorde DK meget saabart – tydeligt for alle i dag. Hvis Bernstein og Co. havde indfört den svenske model i 2009, havde de alt andet lige faaet en fyreseddel grundet at tabene nu var landet hos Nationalbanken ved at udstede kreditter til en bank som ikke kan betale tilbage – altsaa ikke Nat.bankens opgave. Til gengäld kan Nat.banken gerne göre det, hvis det kan se at der ikke er andre veksler at faa som sikkerhed indtil at tingenes tilstand forbedrer sig.
Ved denne fremgangsmaade har Nat.banken bevist at den er kompetent, overholdt sit mandat og slutteligt bevist overfor politikerne at de ingen anelse har, da det primärt er finanstilsynets rolle som tilsynsförende myndighed at standse banker, der ikke har styr paa deres forretning. Ved at lade tingene köre saa langt som nu, vil Nat.banken muligvis opnaa at finanstilsynet falder ind under Nat.banken ligesom FSA i storbritannien alt andet lige kommer til at väre under Bank of Englands tilsyn.