Pensionsselskaberne, der har svært ved at finde tilstrækkeligt rentable investeringer, tilbyder nu at finansiere offentlige infrastrukturinvesteringer. Men giver det mening?
Regeringen vil reducere adgangen til at foretage indskud på ratepensionsordninger med fradrag i den skattepligtige indkomst. Ifølge forslaget til finanslov skal fradraget begrænses til 55.000 kr. om året mod nu 100.000 kr. Kun for egentlige pensionsforsikringsordninger (såkaldte livrenter) er der fortsat ubegrænset fradrag.
Fradragsretten er navnlig til gavn for pengeinstitutterne, livsforsikringsselskaberne og pensionskasserne. Hvis vi antager, at pensionsudbetalingerne beskattes med 40 pct., så vil ca. 1.200 milliarder kroner af den samlede pensionsopsparing gå tilbage til staten. Hvert år tolder pensionsindustrien omkring én pct. af dette beløb. Det koster årligt statskassen 10-15 milliarder kroner at lade pensionsselskaberne forvalte den del af pensionsopsparingen, som staten finansierer med skattekreditter.
Er det nu hensigtsmæssigt med skattefradrag, der fungerer som en tag-selv-kredit med en løbetid på indtil 40 år? Er det hensigtsmæssigt, at statens deltagelse i pensionsopsparingen bestemmes ved aftaler mellem skatteyderne og pensionsselskaberne? Er det hensigtsmæssigt, at staten har placeret et beløb, der svarer til det dobbelte af statens årlige indtægter, i pensionsindustrien? I en lavrenteperiode er pensionsforsikring dog ikke karakteriseret ved lav risiko. Herom vidner de såkaldte kursværn.
Fører fradragsretten for pensionsopsparing ikke blot til en kunstig høj opsparing? Hvorfor skal staten egentlig bidrage med en kredit på 22.000 kr., når fru Mortensen bestemmer sig for at spare 55.000 kr. op til pensionen? Hvis staten gerne vil subsidiere pensionsopsparingen, så kunne man gøre det mere målrettet ved at reducere eller afskaffe beskatningen af det løbende afkast af pensionsopsparingen. Det ville være til gavn for pensionisterne, snarere end pensionsselskaberne. Og det ville medvirke til at stabilisere de finansielle markeder, hvis der blev lukket varm luft ud af pensionsopsparingen.
De enorme skattekreditter, der stilles til rådighed for pensionsopsparerne, har ført til en overdimensioneret pensionsindustri. Pensionsselskaberne er blevet too big to fail. Hvad det kan betyde for samfundsøkonomien, har vi med finanskrisen fået en førstehåndsoplevelse af. Der er en åbenbar risiko for, at skatteborgerne bliver taget som gidsler, hvis en af de store spillere går på grund.
Pensionsselskaberne, som har svært ved at placere de mange midler tilstrækkeligt rentabelt og sikkert tilbyder nu at stille milliarder til rådighed for motorveje, jernbaner, broer, kloakker, sygehuse, skoler m.v. gennem såkaldte Offentligt Private Partnerskaber. Det bedst kendte OPP-projekt i Danmark er vel i øvrigt Brixtoftes og FIHs samarbejde om finansiering af kloaksystemet i Farum. Staten, der p.t. kan optage obligationslån til en rente på to pct., låner med et OPP-projekt sine egne penge af pensionsselskaberne til en rente på formentlig fem til syv pct. Det er jo en moderne opsætning af Ebberød Bank.
Der kan sikkert nok findes argumenter for OPP-projekter. Men hvis den private partner blot deltager med midler, som staten har stillet til rådighed i form af lange kreditter, så får OPP karakter af et quick fix – en finansiel gimmick, som sætter form over indhold.
24. november 2011 kl. 12:50
Meget enig.
Problemet med disse OPP investeringer er, at det giver faktisk pensionsselskabet ret til at udskrive skatter udenom det politiske system – eller rettere via det system.
For at få et afkast, skal disse driftsselskaber flå de brugere, som dette afkast burde gavne.
I det hele taget er de overenskomstmæssige pensionsopsparinger uheldige: Det betyder nemlig, at fagbevægelsen sætter sig på begge sider af forhandlingsbordet (direkte og indirekte).
Som det hedder i “Sommer i Tyrol”: Det er så godt at konkurrere med sig selv.
Der er fundamentalt set visse situationer: Monopol med monopsoni, hvor der ikke er noget klart svar fra økonomisk teori om hvor der er et økonomisk optimum.
Hvad skal afkastet være for en fagforeningsejet virksomhed?
Som fagforening skal medlemmerne have højest mulig løn (arbejdsforhold), som virksomhedsejere, skal overskuddet blive størst muligt.
Historisk har fagbevægelsen og Socialdemokratiet anbragt umuliusser i kooperationen, hvor det ikke gjorde så meget, at man dummede sig og kørte ineffektivt.
Det pudsige er bare at kooperationens virksomheder ikke klarede sig – Starbryggeriet – jamen altså, når man ikke kan sælge øl til
arbejdere??
Det pudsige er, at Arbejdernes Landsbank og Alka klarer nooooogenlunde – ikke fremragende; men dog.
Det må tages som en sviende anklage mod finanssektorens effektivitet. Det er jo ikke Arbejdernes Landsbank; men Danske Bank, der er en oppustet strandvasker.
Når en virksomhed – som Arbejdernes Landsbank – kan klare sig med et medfødt handikap og deformitet som principielle interne interessemodsætninger er – så er en virksomhed som Danske Bank – med en fast ledelse og klart formuleret mål ualmindeligt dårligt drevet, hvis den ikke kan overleve.
24. november 2011 kl. 16:31
Hvor er det dejligt at se du stadig er i live Thomas :o)
Jørn Astrup kondenserer det hele fremragende ned til en halv linie: “Der er en åbenbar risiko for, at skatteborgerne bliver taget som gidsler…”, men skatteborgerne har vel ret beset med den tvungne pensionsordning været gidsler fra dag 1 at regne og ikke kun når/hvis en af de store guldkalve falder til jorden.
25. november 2011 kl. 20:05
Tak – jeg har det skam udmærket!
Det, der kommer til at ske er, at der bliver lavet en “Ludwig Erhardt” på pensionskasserne.
I 1948 var der masser af penge i Tyskland; men de stod bare i bankerne.
Da han så lavede D-marken, så sløjfede Ludwig bare indeståenderne – jo krigsspekulanterne fik 10% – men eller blev pengene bare inddraget: Det kommer også til at ske med pensionsmidlerne.
Den eneste undtagelse bliver formentlig ATP: De er godt nok hurtige til at flytte galocherne, når klaveret kommer drønende fra 5. sal.
Det også, at ATP aldrig har postuleret andet end at være et supplement.