De demokratisk valgte regeringer i Grækenland og Italien er brudt sammen under vægten af kolossale gældsbjerge. Grækenland har fået en samlingsregering under ledelse af Lucas Papademos, tidligere direktør i den græske centralbank og siden vicepræsident i Den Europæiske Centralbank. Italien har fået en regering bestående af lutter teknokrater med professor og tidligere EU-kommissær Mario Monti som premierminister og finansminister.
Vi må bede til, at det næste ikke bliver er stærk mand. Det er tankevækkende, og skræmmende, at når nøden er størst, og behovet for et politisk mandat synes særligt stærkt, kommer demokratiet til kort. Har vi ikke set noget lignende før? Jo. I Tyskland i 1933.
Inden George Papandreou opgav ævred i Athen, nåede han at foreslå en folkeafstemning om den akkordordning, han havde forhandlet på plads med Den Internationale Valutafond, de øvrige euro-lande og den græske stats kreditorer. Forslaget faldt ikke i god jord i Paris og Berlin. Omend afstemningstemaet måtte forekomme uklart, gav en folkeafstemning dog en vis mening. De politikere, der havde påtaget sig at repræsentere det græske folk, viste opgaven fra sig. Var det da unaturligt at høre, hvad folket mente om akkordforslaget? Åbenbart. I Paris og Berlin var man mere optaget af, hvad ”markedet” mente om forslaget til en akkord.
I Danmark er vi fortrolige med bestemmelsen i grundloven, hvorefter bl.a. finanslove, statslånslove og skattelove ikke kan sendes til folkeafstemning. Det er ikke så svært at indse motiverne til denne bestemmelse. Det er heller ikke svært at indse parallellen over til problemstillingen forbundet med den græske statsgæld.
Situationen i Athen kalder imidlertid på eftertanke. Græske regeringer har over tid og navnlig siden 2002, da Grækenland blev en del af eurozonen, gældsat staten i et uholdbart omfang. Selvsagt har regeringen og långiverne til den græske stat lagt til grund, at borgerne ville opfatte sig som kautionister for lånene. Men det er ikke det indtryk, demonstrationerne i Athens gader efterlader. Grækere, som grækere er flest, der ikke mener, at lånene er kommet dem til gode, og næppe heller har haft fuld viden om statsgældens størrelse, vægrer sig ved at påtage sig tilbagebetalingsbyrden.
Som alle finansielle kriser bunder den europæiske gældskrise i mangel på tillid. I dette tilfælde mangel på tillid til politikerne. Mangel på tillid til, at politikerne er i stand til at knække gældskurven. Det er jo ikke nok at bringe underskuddet på de offentlige finanser ned på de magiske 3 pct. af bruttonationalproduktet. Så længe der er underskud, vokser gælden. Særligt urovækkende er det, at gælden vokser på et tidspunkt, hvor renten er i bund. For hvordan skal det da gå, når – ikke hvis – renten stiger igen. I middelhavslandene gives der p.t. anskuelsesundervisning i, hvad der får renten til at stige. Det gør en ukontrollabel udvikling i statsgælden.
Kan der ske det samme i Danmark som i Grækenland og Italien? Det kan man ikke udelukke. Uden penge- og valutapolitiske instrumenter til disposition forsøger vi desperat at kurere strukturproblemer med konjunkturpolitiske værktøjer. Vi misbruger salig J.M. Keynes, finanspolitikkens fader, der anbefalede at tage toppen, og bunden, af konjunkturudsving med overskud, henholdsvis underskud, på statsfinanserne.
I 2008 brast boblen efter en kunstig, lånefinansieret højkonjunktur drevet af en (alt for) rigelig likviditet og en lav rente. Et oppustet ejendomsmarked og aktiemarked efterlod borgerne med friværdier og en oplevelse af velstand, som blev omsat i samtalekøkkener og fladskærme (sikkert havde vi været bedre tjent med faldskærme). De ansvarlige politikere solede sig i succesen. Spurgt om der dog ikke var kommet lidt for meget fart på udlånsaktiviteten, svarede den daværende økonomi- og erhvervsminister kækt, at det er en menneskeret at gå fallit. Ak, hvor længe siden.
Efterhånden som den varme luft lukkes ud af økonomien (i et kontrolleret tempo, så der ikke vælter for mange banker), åbenbares det, hvad der skete under den vilde fest. Arbejdspladser og med dem velstand er flyttet østpå. Globaliseringen er ikke længere noget, vi blot taler om; den er blevet en del af hverdagen. Også i puslingelandet Danmark. Med heftige underskud på statens finanser kan vi fortsætte på første klasse en tid endnu. Men det vil få en ende. Som det fik en ende i Grækenland og Italien.
Sent gik det op for Lars Løkke Rasmussen, hvad han havde været med i. Inden valget nåede VK-regeringen alene at demonstrere sine hensigter med forslaget til finanslov for 2012, ”Ny vækst og styr på pengene”, der indeholdt et underskud på 85 mia. kr. RAF-regeringen overtog i det væsentlige den tidligere regerings forslag til finanslov. Men nu hedder forslaget ”Ansvar og handling”, og nu er underskuddet blevet til 95 mia. kr. Men det kan sagtens blive både 105 og 115 mia. kr. advarer en dyster finansminister.
Man undrer sig over ambitionsniveauet. I begge sider af salen. Vi står over for et gigantisk underskud på statens finanser. Statens udgifter forventes i 2012 at overstige 700 mia. kr. Alligevel hører vi kun om regeringens forslag til skatte- og afgiftsstigninger på 5 mia. kr. og om 0,4 mia. kr. i afgifter på reklametryksager, der skal omsættes i en grøn check på 280 kr. til personer med mindre end 212.000 kr. i årlig indkomst. Den største post på budgettet, indkomstoverførsler på 275 mia. kr., justeres marginalt; om bloktilskuddet på mere end 200 mia. kr. til kommuner og regioner ikke et ord.
På Christiansborg er udgifter på 700 mia. kr. blevet til faste omkostninger. Det lover ikke godt for indsatsen mod et galopperende underskud. RAF-regeringen mener, at finanslovsforslaget markerer et grundlæggende kursskifte, der skal sikre, at Danmark får en ny begyndelse. Sammenholdt med de problemer, Danmark står over for, forekommer det mere nærliggende at tale om ny vin på gamle flasker.
Bestandigt hører vi om alt det gode, politikerne vil gøre for os – om statens udgifter. For lidt hører vi om statens indtægter – og om det underskud, vi efterlader os. Den voldsomme gældsætning har, for en tid i alt fald, skræmt borgerne fra vid og sans, så de knapt tør bruge deres egne penge. Måske er der alligevel grund til, med udviklingen i Sydeuropa i erindring, at gøre statens låntagning mere nærværende for vælgerne. Der bør ikke være tvivl om fuldmagten, når staten gældsætter sine borgere.
Vi skulle jo nødigt have græske tilstande.
18. november 2011 kl. 04:53
Jørn Astrup Hansen, endnu engang en sublim beskrivelse. Forhåbentlig har de fleste borgere allerede set at løbet er kørt! Jeg er ikke sikker på at politkerne har set skriften på væggen?
By Ayn Rand, Money
Watch money. Money is the barometer of a society’s virtue. When you see that trading is done, not by consent, but by compulsion — when you see that in order to produce, you need to obtain permission from men who produce nothing — when you see that money is flowing to those who deal, not in goods, but in favors — when you see that men get richer by graft and by pull than by work, and your laws don’t protect you against them, but protect them against you — when you see corruption being rewarded and honesty becoming a self-sacrifice — you may know that your society is doomed. Money is so noble a medium that is does not compete with guns and it does not make terms with brutality. It will not permit a country to survive as half-property, half-loot.
“Whenever destroyers appear among men, they start by destroying money, for money is men’s protection and the base of a moral existence. Destroyers seize gold and leave to its owners a counterfeit pile of paper. This kills all objective standards and delivers men into the arbitrary power of an arbitrary setter of values. Gold was an objective value, an equivalent of wealth produced. Paper is a mortgage on wealth that does not exist, backed by a gun aimed at those who are expected to produce it. Paper is a check drawn by legal looters upon an account which is not theirs: upon the virtue of the victims. Watch for the day when it bounces, marked, `Account overdrawn.’
18. november 2011 kl. 09:34
Dejligt at nogen magter at se verden udenfor egen matrikel.
Men ja, det er meget uheldigt, at det er befolkningen der skal gå forrest i bestræbelserne for at føre en ansvarlig økonomi.
Det burde selvfølgelig være Christiansborg.
18. november 2011 kl. 09:45
God kommentar. Fra politikernes side har vi i årevis hørt på at vi skal være de bedste til alt, hensigterne er gode nok, men politikerne burde være mere realistiske, specielt når der er udsigt til en længere periode med alt for store underskud.
Jeg ville ønske at politikerne vovede at slække lidt på deres ambitioner og sætte realistiske mål. f.eks på sundhedsområdet hvor der er uendelige muligheder for at bruge penge på nye og mere avancerede behandlingsmetoder. Det virker som om at det er “ok” så længe det bare kan rede ét liv, og mange vælgere vil give dem ret, men de færreste kan gennemskue hvad den økonomiske omkostning for 14 dage, 1mdr eller 1 års ekstra levetid er.
Jeg kan godt forstå at politikerne er bange for at blive beskyldt for at have “blod på hænderne”, men det er nu deres rolle at prioritere og blot at regne med at vi skal vækste os ud af alle økonomiske problemer, virker på mig som en dårlig undskyldning for ikke at tage de svære beslutninger her og nu.
Jeg erkender at man forhåbentlig på sigt spare en del på de “faste” omkostninger ved at forebygge, men trangen til at sætte nye ting i gang vil med stor sandsynlighed ikke sænke de samlede faste udgifter i den tidsperiode. Dermed vil det bare falde ind under parolen om øget effektivisering, men hvad hjælper det, hvis underskudet stadig forbliver stort?
18. november 2011 kl. 10:05
Glimrende analyse. Den udstiller jo med al tydelighed, at der kan skabes et folketingflertal på en lyserød sky af drømme om evig velstand og kun små justeringer for at sikre fremtiden.
Når så regeringen forsøger at vise lidt ansvarlighed og kalde til sparemøder, svinder flertallet ind som dug for solen. Det bliver spændende at se, hvor langt politikerne tør gå i balancen mellem overbelåning, for stor offentligt forbrug og mangel på privat foretagsomhed og eksportambitioner.
Jeg har min nagende tvivl om modet til handling.
18. november 2011 kl. 11:42
Demokratiet kom ikke til kort i Tyskland i 1933. Tværtimod viste demokratiet at det også kan træffe beslutninger som er katastrofale fejltagelser. Det er så ikke første gang det er sket.
Derimod viste den katolske kirke i 1929 og 1935 hvad der sker når kirke og religion blander sig i politik. Det var ved Rigskonkordatet Hitler fik carte blanche.
I Grækenland er folkeafstemninger og skat, ligesom i Danmark forbudt. Der er ingen forske, ingen grund til at søge at score billige populistiske point på læsernes manglende viden. Problemet med Papandreous forslag var at han ensidigt ændrede betingelserne for en aftale. Det kaldes almindeligvis aftalebrud, også selvom man søger at gardere sig i demokratiets floskelverden.
Så burde du iøvrigt trække tråden tilbage til hvor den starter, monetarismen i 80-erne, Reagan og Thatcher. Lars Løkke var bare det tynde øl som kommer til sidst når flasken er tom.Helle Thorning har intet valg, hun må indtil videre sutte af samme flaske.
Claus Sønderkøge
7990 Øster Assels, Mors
csdenmark@gmail.com
http://www.bridgefiles.net
Skype: csdenmark
19. november 2011 kl. 15:07
statsgaeld som graekenland
skatter extra til landbrug
skatter extra til maersk
der hvor pengene kommer til danmark
halve af industriproduktionen fra landbrug
salg af landbrugsproduktion, 30% til indkob af staal til skibsindustrien
alt dette skal nu gaa i staa for extra skatter, hvor man i landbrug og maersk kaemper for at overleve.
extra skatter betyder storre udgifter her og faerre arbejdspladser. i hele danmarks produktion inc. industri
dermed ingen skatteindtaegt, og fyringer og graeske tilstande meget hurtigt, da udlandet tager sine investeringer hjem. med mange flere arbejdslose i den offentlige sektor. man skal gaa modsat, hjaelpe disse sektorer landbrug og industri dermed indkommer flere skatter og landet er en forretning der giver skatter til forbrug i den offentlige sektor, nu vil man ikke skaere denne ned, dermed graeske tilstande, kronen ruineret, pensionspenge til at betale udenlandsgaeld osv.
19. november 2011 kl. 15:08
danmark er ingen forretning i dag og vil medfore graeske tilstande
20. november 2011 kl. 18:39
Der mangler altså en rimelig central pointe i denne fremstilling.
Danmark har ikke ekstern gæld, der skal refinansieres af verdens valutamarkeder, derfor kan vi ikke få græske tilstande. Vi har har gæld til udlandet i DKK, som vi selv kan udstede.
Dette er meget vigtig at forstå, da det forklarer hvorfor vi har den meget lave rente, og hvorfor dansk økonomi ikke er i samme fareturende tilstand som de sydeuropæiske økonomier.
De mindre lande som er med i Euro’en kan ikke selv trykke deres valuta og skal derfor finde finansiering hos eksterne kreditorer.
Da man i 1992 sagde Nej til euro’en reddede man dansk økonomi. Euro-projektet var smukt, men dømt til at fejle, da man ikke holdt den interne disciplin.
Derfor skal der ikke nødvendigvis spares på de offentlige budgetter, hvis blot det offentlige forbrug modsvares af en tilsvarende opsparing hos de private husstande, hvilket ser ud til at være tilfældet for tiden.
Det er korrekt, at staten som altid skal være opmærksom på sine udgifter, men så længe man ikke giver skattelettelser til boligejerne eller holder op med at afvikle dele af det finansielle system er der ikke nogen fare for at det danske økonomiske system skulle komme ud af balance i samme grad som de økonomier der er med i Euro’en.
20. november 2011 kl. 21:44
Anders Kristensen, du har på sin vis ret.
For de borgere, som har opført sig økonomisk ansvarligt, kan staten eller politkerne, til enhver tid, udvande og stjæle befolkningens opsparing – ved at devaluere kronen – for dermed at redde den del af befolkningen eller staten, som har gældsat sig ud over alle grænser.
Men hvis markedet opdager, at deres beholdning af gældsbreve i kroner, bliver mindre værd, så går der ikke lang tid før det reagerer!
21. november 2011 kl. 11:13
@C.V
“For de borgere, som har opført sig økonomisk ansvarligt, kan staten eller politkerne, til enhver tid, udvande og stjæle befolkningens opsparing – ved at devaluere kronen – for dermed at redde den del af befolkningen eller staten, som har gældsat sig ud over alle grænser.”
Ser ikke ud til at inflationsfaren er stor for tiden, men dit argument har en vis tyngde.
Og derfor skal man ikke have værdier i form af kontanter under hovedpude og på bankbogen. Fastejendom, aktier men ikke mindst en lang uddannelse er klart en bedre investering end kontanter over det lange løb.
Dog vil jeg hellere at det er den danske stat som udvander mine værdier end i dette tilfælde EU.
21. november 2011 kl. 21:21
Hr. Anders Kristensen.
Jeg må desværre skuffe dig, jeg tror i har misforstået, mine komentarer, til Jørn Astrups Hansen’s fine artikel!
Korrekt inflationsfaren er ikke stor i øjeblikket.
Kontanter, selv om de ikke giver noget i rente, har en fantastisk evne til at stige i værdi, når deflation er i spil.
Inden for de sidste 3 år, har man kunnet købe ca. 1/4 mere bolig, for de samme penge. Det ser ud til, at det samme vil gøre sig gældende på aktiemarkedet, og tro mig de korrektioner vi ser, er langt fra slut.
Når den her krise er har fået gælden ned på niveau’er, som hænger sammen med realøkonomien, så vil dem der har kontanter tilbage i det lange løb, kunne købe meget mere.
Kredit er der nok af…