Amagerbanken er afhængig af, at aktionærerne griber til lommerne. Men det er op ad bakke for bankens ledelse, der ikke tidligere har taget aktionærerne alvorligt. Ledelsen har et troværdighedsproblem, og det er blevet sent for banken.
I 1972, år otte før kong Knud, forsøgte Brask Thomsen, Finansbankens legendariske bestyrelsesformand, at overtage Amagerbanken. Lokalpatriotiske ama’rkanere slog kreds om deres bank, og Brasken fik ikke Amagerbanken – men amagerbank.
Den 22. juli holdt Amagerbanken ekstraordinær generalforsamling i Falconer Salen. Men ak, hvor forandret. Denne gang ville ama’rkanerne såmænd have solgt deres bank til hvem som helst, blot den kunne holdes åben.
Amagerbankens folkelighed og dens stærke lokale forankring var ikke blot dens styrke, men også dens svaghed. Hvert år samledes 7.000 aktionærer til aktionærmøde i Bella Center. Ikke for at varetage deres interesser som aktionærer. Men for at spise forloren skildpadde.
Aktionærernes indflydelse var illusorisk. På bankens generalforsamling kunne ingen aktionær stemme med mere end en promille af aktiekapitalen. Sådanne stemmeretsregler frembringer ofte enerådige ledelser. På Amager fik vi kong Knud, eller KC, som efterlod en bank med en autokratisk ledelseskultur og et problematisk forretningsmiljø.
Den 18. september 2008 – tre dage efter Lehman Brothers’ krak – meddelte Amagerbanken, at der for 2008 forventedes nedskrivninger på 25 mio. kr. KC erklærede banken for en supersund forretning og frabad sig enhver sammenligning med »elendigt ledede« banker som Roskilde Bank og Forstædernes Bank.
Tidligt i oktober 2008 måtte Amagerbanken søge likviditetshjælp i Nationalbanken, og en måned senere offentliggjorde banken nedskrivninger på 490 mio. kr. efter ni måneders drift. Bankens ledelse havde vildledt aktionærerne og offentligheden. Siden er N.E. og Brændstrup kommet ud af KCs skygge. Det synes ikke at have hjulpet stort.
Finansbanken skulle ikke blive den sidste til at kurtisere Amagerbanken. Så sent som i 2004 holdt svenske SEB godt 30 pct. af bankens aktiekapital. Men ama’rkanerne lod sig ikke besnære. SEB blev købt ud af en klub bestående af Nykredit, PFA og regionale banker, der blev præsenteret som venligtsindede aktionærer.
Men venligtsindede over for hvem? Over for banken? Måske. Over for bankens ledelse? I alt fald.
Det er svært at forstå, at nogen i 2004 var villige til at erhverve mere end 25 pct. af ejerskabet til Amagerbanken uden at sikre sig indflydelse. Først i 2009, da Karsten Ree og staten trådte til med kapital, måtte Amagerbanken opgive stemmeretsbegrænsningerne.
Nu sidder vi i Amagerbanken tilbage med den gamle ledelse, der så åbenbart trækker store veksler på aktionærernes langmodighed. Bankens bestyrelsesformand har formentlig ret i, at tiden for at skifte bestyrelsen og direktionen ud er forpasset. For denne gang. Men tænk, om vi havde fået en ny ledelse i efteråret 2008. Så kunne banken i dag have været uden et troværdighedsproblem – oven i alle de andre.
Og tænk om klubben af venligtsindede aktionærer i maj 2004 havde betinget sig stemmeret og udøvet aktiv ejerindflydelse, så kunne Amagerbanken måske have klaret skærene. Man kan vel rejse det spørgsmål, om klubben handlede forsvarligt ved at bruge så betydelige midler blot for at værne Amagerbankens ledelse, der følte ubehag ved SEBs heftige omfavnelse.
Med indflydelse følger pligten til at bruge den. Og med adgang til at disponere over betydelige, betroede midler følger pligten til at kræve indflydelse. De institutionelle investorer bør gå forrest i kampen mod stemmeretsbegrænsninger, der gør ledelsen immun over for kritik fra aktionærerne.
Skriv en kommentar