Pensionsbranchens diskrete charme

Livs- og pensionsforsikringsselskaberne, der gør gældende, at en rentegaranti ikke er en rentegaranti – men en ydelsesgaranti, har gjort det igen. Branchen har tilpasset reglerne efter mulighederne.

Medens finanskrisen hærger pengeinstitutterne, ånder alt fred og ro hos livsforsikringsselskaberne og pensionskasserne. Ved udgangen af 1. halvår 2008 finansierede egenkapitalen otte pct. af aktiverne. Blot tre institutter var i gult lys, medens ingen var i rødt, som det hedder i den indforståede jargon.
Et halvt år senere var børserne brudt sammen. Alligevel var alle institutterne, der havde placeret 47 procent af pensionsopsparernes midler i aktier og andre ikke-guldrandede aktiver, nu i grønt lys. Men nogen havde fiflet med trafiklyset.
I efteråret lempede økonomi- og erhvervsministeren kravet til pensionsselskabernes hensættelser med 60 milliarder kr. Ved samme lejlighed demonterede ministeren det gule trafiklys. Uden forstyrrende trafiklys kunne kunderne fortsætte deres opsparing uden helt at vide, hvordan det egentlig forholder sig med pensionsformuen.

Livs- og pensionsforsikringsselskabernes regnskaber er ikke for menigmand. I 1. halvår 2008 havde selskaberne et tab på 49 milliarder kr. på deres investeringer.

Alligevel var selskabernes underskud mindre end ti milliarder kr. I livs- og pensionsforsikringsselskaberne bæres underskuddet i vidt omfang af fremmedkapitalen – det vil sige af pensionsopsparerne – ikke af egenkapitalen. Det er der gode grunde til. Men se, om selskaberne har været i stand til at forklare det over for kunderne.

Men livs- og pensionsforsikringsselskaberne anvender unægtelig også finurlige begreber. Selskaberne opererer med et driftsherretillæg – et gammeltestamentligt udtryk for det (minimums-)afkast, som egenkapitalen er sikret uden hensyn til overskuddets størrelse. Ja helt uden hensyn til, om der overhovedet er overskud!

Er overskuddet ikke tilstrækkeligt til at dække driftsherretillægget, optages det i regnskabet som en fordring på forsikringskunderne. Otte af de store operatører bogførte alene i 2008 et tilgodehavende på 2,7 milliarder kr. på deres kunder. Indtil kunderne har afviklet gælden, er der dekreteret kursværn. Forholdet indebærer, at kunder, der ønsker at skifte selskab, må slippe en del af opsparingen. Eller de må i en periode lade sig nøje med et lavere afkast.

Igen og igen er pensionsbranchen blevet kritiseret for ikke at fremlægge let forståelige tal for, hvorledes kundernes pensionsopsparing udvikler sig. Igen og igen har branchen lovet bod og bedring. Og så er der ikke sket mere. Forholdet er for kompliceret, lyder det. Men herre jemini, hvis branchens højt betalte eksperter end ikke er i stand til at forklare os, hvor pengene er blevet af, hvordan kan vi da betro dem at forvalte en opsparing på 1.300 milliarder kr.?

Når kunderne hidtil har slået sig til tåls med en kummerlig information fra livs- og pensionsforsikringsselskaberne, skal det sikkert ses i lyset af, at skattevæsenet finansierer halvdelen af pensionsopsparingen. Retten til at bringe pensionsopsparingen til fradrag i den skattepligtige indkomst bør gøres betinget af, at institutterne opfylder lovbestemte minimumskrav til den årlige pensionsoversigt.
Og skattevæsenet kunne passende gå foran med et godt eksempel. Skattevæsenet kunne bestemme, at der skal udfærdiges en opgørelse til kunderne, når der trækkes skat på pensionskontiene i pengeinstitutterne. Den fremgangsmåde, der hidtil har været anvendt, leder tanken hen på et tag-selv-bord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *